Kalender
Vikingemarked
Støtteforening

Gudernes verden

Det kan være sjovt, at arbejde med vikingetidens gudeunivers. De fleste børn kender de nordiske guder; Thor, Freja, Odin og alle de andre – og de mange spændende fortællinger om dem.

Vikingetidens mennesker forholdt sig til guderne hele tiden – både til hverdag og fest. For dem var kulten nødvendig for at holde samfundet i balance, og ofringer til guderne bragte frugtbarhed, krigslykke og velstand.

Ritualerne var mangfoldige. Ved Tissø er der både fundet huse til kulten og offerpladser under åben himmel. Her var blót-fester i kongshallen og ofringer af våben, smykker og værktøj i Tissø og Halleby Å. Her var offerbrønde fyldt med dyreknogler og endda ofringer af mennesker.

I udstillingen på Fugledegård kan I møde en skærm med billeder og fortællinger om guderne. I kan ligeledes klappe Fenrisulven og læse i tegneserie.

Vikinge-skattejagt
Der er lavet en børne skattejagt på området omkring fugledegård. Skattejagten omhandler de nordiske guder og kongesædet ved “Tirs sø”. Hent opgaveark her: VikingeSkattejagt

 

Herunder kan du finde en liste over guderne, som kan bruges som inspiration til teaterstykker, fortællinger og tegneworkshops.

Thor

Thor er tordengud og den stærkeste af guderne. Thor bruger sin hammer Mjølner til at beskytte guderne og menneskene mod jætter og andre farer. Mjølner vender altid tilbage til Thors hånd efter han har kastet den.

Sif

Sif er den smukkeste gudinde og hun er gift med Thor. I en ond spøg klippede Loke Sifs hår af, mens hun sov. Thor blev gal og tvang Loke til at skaffe nyt hår af guld. Guldhåret voksede fast og begyndte at gro som rigtigt hår.

Frej

Frej er gud for markens vækst og for dyrs og menneskers frugtbarhed. Han påkaldes også for fred. Både Frej og Freja har vildsvin som ridedyr. Frejs orne hedder Gyldenbørste.

Freja

Freja er gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Hun var meget smuk og havde det skønneste smykke af alle, Brisingamen. Det var smedet af fire dværge, og historien fortæller, at Freja sov en nat med hver dværg for at få smykket.

Odin var fornærmet over dette, og fik Loke til at stjæle smykket. Loke sneg sig ind i Frejas hus, Folkvang, i skikkelse af en flue. Mens Freja sov, stjal Loke smykket.

Freja bad Heimdal hjælpe sig med at få det tilbage. Heimdal er Gudernes vogter, og bor på Himmelbjerg ved broen Bifrost. Loke og Heimdal forvandlede sig til sæler, og sloges længe om smykket. Men Heimdal vandt. Han bragte smykket tilbage til Freja.

Freja har også en vogn, som bliver trukket af to katte.

Tyr

Tyr er gud for retfærdighed og krig, og han er meget tapper. Han har kun én hånd, for Fenrisulven har bidt hans højre hånd af. Tissø har fået sit navn efter Tyr. Ude i søen har man fundet våben, som vikingerne har ofret til Tyr.

Loke

Loke er jætte, men han bor hos guderne. Loke er en drillepind. Nogle gange laver han ballade i gudernes verden. Men han hjælper dem også, når de har problemer.

Loke er far til Fenrisulven, Midgårdsormen og dødsrigets gudinde Hel. Han kan skifte mellem at være mand og kvinde, og han kan også forvandle sig til dyr.

En gang forvandlede han sig til en hoppe og fødte Odins otte-benede hest Sleipner.

Idun

Idun passer på de gyldne æbler, som giver guderne deres udødelighed. Hun bliver derfor forbundet med evig ungdom.

En myte fortæller, at Idun blev bortført af en jætte, som ville have hendes æbler. Mens hun var borte, begyndte guderne at ældes. Til sidst måtte Loke hente hende tilbage, så guderne igen kunne spise hendes æbler, og genvinde deres ungdom og styrke.

De gyldne æbler ligger i Iduns kurv. Lige meget hvor mange der bliver spist, er der altid flere tilbage.

Njord

Njord er gud for søfart og handel. Han påkaldes også for rigdom og fred. Han bor ved havet i huset Noatun, som betyder skibshus.

Jætten Skade fik lov at vælge en gud at gifte sig med ved kun at se på gudernes fødder. Hun valgte Njord. Desværre kan de ikke bo sammen, for Skade kan ikke holde havfuglenes skrig ud.

Fenrisulven

Fenrisulven er en kæmpe ulv. Den er søn af Loke og en jættekvinde. Loke tog den med til gudernes verden, hvor den voksede sig så stor, at guderne blev bange for den.

Guderne ville lænke Fenrisulven for at holde styr på den, men ulven var snu. Den forlangte, at Tyr skulle lægge sin hånd i dens gab, og da den ikke kunne sprænge lænken, bed den Tyrs hånd af.

Odin

Odin er gudernes konge. Han bor i Valhalla, hvor han samler de bedste krigere. De skal kæmpe for ham i den sidste store krig. Den dag verden går under kaldes Ragnarok. Hans mest berømte våben er spyddet Gungner.

Odin er en mester i forklædning og magi, og han går ofte rundt i menneskenes verden. Han har kun ét øje. Det andet ofrede han, for at få lov til at drikke af visdommens brønd. Odin har to ravne, som fortæller ham alt, hvad de ser.

Tandgrisner og Tandgnost

Tandgrisner og Tandgnost er Thors geder. Deres navne betyder ”de tandskærende”. Når de trækker Thors vogn hen over himlen, lyner og tordner det.

Thor kan slagte og spise de to geder, og bagefter bringe dem tilbage til livet. Han samler bare deres skind og knogler, og svinger sin hammer over dem.

Hugin og Munin

Hugin og Munin er Odins ravne. Hugin betyder ”tanken”, og Munin betyder ”sindet”.

Hver morgen flyver de ud i verden, og om aftenen flyver de tilbage til Odin. De sætter sig på hans skuldre og fortæller ham hvad de har set – både i gudernes og menneskenes verden.