Til vands

Sejlads

Vandsystemet bestående af Halleby Å/Åmose Å med tilløb, Tissø og Skarresø er nervesystemet i Åmosens natur og en fremtidig naturpark. Man kan ad vandvejen bevæge sig fra kysten og ind i de centrale dele af Åmosen, og opleve landskabet fra den rute der formentlig også har været den foretrukne af de tidlige beboere, som der er så rigt med vidnesbyrd fra i Åmosen. Der er dog opstillet regler for sejladsen som skal respekteres, og på visse strækninger er sejlads forbudt.

Kano- og kajak-sejlads i Åmosen dyrkes ivrigt fra flere af områdets institutioner, heriblandt Vinde Helsinge Fri- og Efterskole, Værkstedet Åmosen og Ubberup Højskole, og formentlig af mange andre institutioner, skoler og i mere privat regi.

Sejlads med kano og kajak på søer og vandløb i Vestsjælland

I alle større (offentlige) vandløb har vandløbsmyndigheden bestemt om der må sejles og evt. hvordan og hvornår. Sejladsbestemmelserne fremgår af regulativerne for vandløbene. Her på siden kan man se hvor på vandløbene og søerne der må sejles, og hvilke regler der skal følges. 

En kano / kajaktur kræver planlægning. Nogle steder kan det f.eks. være svært at finde et sted, hvor man lovligt kan sætte fartøjer i / tage dem op, hvor man kan spise sin frokost og gå på toilettet. Husk derfor altid at træffe aftaler med bredejerne, inden du færdes på privat ejendom og ryd op efter dig.

 Her må man sejle samt bemærkninger

Åmose Å – Fra Sandlyng Å til Bromølle er sejlads kun tilladt fra 15. april til 1. oktober fra kl. 7 -19. I juni og juli dog til kl. 21.
Bemærk: Der må ikke sejles på Nedre Åmose Å (nedstrøms Bromølle) og det samme gælder for Regstrup Å (Skarre Sø – starten af Øvre Halleby Å).

Tissø – Sejlads forbudt indenfor en 100 meter zone langs bredden.

Øvre Halleby Å – Sejlads kun tilladt fra 15. april til 1. oktober fra kl. 7 – 19. I juni og juli dog til kl. 21.

Nedre Halleby Å – Sejlads kun tilladt fra 15. april til 1. oktober fra kl. 7 – 19.
Fra ca. 400 m nedstrøms Ornum Bro ved “Fællesfolden” til udløbet kun fra 15. juli til 1. oktober.

Bøstrup Å – Sejlads kun tilladt fra 15. april til 1. oktober nedstrøms Tranevejle Bro fra kl. 7 – 19.