Kategori Arkiv: Fotos

Ny folder om Værslevstien

Carsten Clausen og Hans Guldager Christiansen har i august 2011 lavet en ny spændende folder med titlen:

En rejse gennem natur og kultur ad den nedlagte jernbane
fra Skovbakkerne ved Værslev til Gørlev Station

Læs resten af artiklen her som PDF: Værslevstien
Også skrevet underArtikler og presse, Gæstefortællinger, Udgivelser | Tags , , , , , | Læg kommentar

Månedens blomst

August: Tætblomstret Hullæbe Epipactis purpurata

Tekst og foto: Hans Guldager Christiansen

Tætblomstret Hullæbe i skovbunden mellem Åmose Å og Hallebyore.

I de vidtstrakte skove SSV for Jyderup står der en meget sjælden vild dansk orkidé Tætblomstret Hullæbe. På Sjælland findes den kun her syd for Jyderup, mens den i Østjylland findes på 50 steder. Tætblomstret Hullæbe ligner den langt mere almindelige Skov-Hullæbe en del, men Tætblomstret Hullæbe har en tykkere stængel og små grågrønne blade, som er mere eller mindre violet anløbne på undersiden. Den blomstrer i august.

Tætblomstret Hullæbe vokser næsten kun i gammel bøgeskov på plastisk ler. Den står, hvor leret kommer frem i jordoverfladen, som f.eks på stejle skrænter, ved åbrinker eller langs skovveje med opgravede grøfter.

Både Skov-Hullæbe og Tætblomstret Hullæbe bestøves af hvepse. De drikker den gærede nektar, som findes i inderlæben. Hvepse får derved hæftet klæbelegemer med pollen på sig, og de efterhånden berusede hvepse tumler fra den ene blomst til den anden og bestøver derved blomsterne. Måske er det hvepsene selv, der bringer gærcellerne rundt til Hullæbeblomsterne, så nektaren efterhånden gærer. Det er morsomt at se hvepse usikkert sejle rundt mellem Hullæbeblomster og øvrige omgivelser.

Tætblomstret Hullæbe er meget sjælden udenfor det østjyske område på grund af dens specielle krav til voksested. Desuden efterstræbes den af rådyr, som æder de blomstrende stængler, vel nok pga. blomsternes søde smag. Ofte ser man afbidte stængler i skovbunden på voksestederne blandt enkelte oversete blomstrende eksemplarer.

Også skrevet underArtikler og presse | Tags , , , , | Læg kommentar

Månedens blomst

Juli: Pastinak Pastinaca sativa
Tekst og foto: Hans Guldager Christiansen

Pastinak i vejkanten, hvor vejen mellem Holbæk og Sorø krydser Åmose Å.

Her i juli og august står Pastinak i tusindvis langs de midt- og vestsjællandske veje. De store og kraftige gullige skærmplanter med de furede stængler ligner ikke noget andet.

Pastinak er en ældgammel kulturplante, som oprindeligt kommer fra Mellem- og Sydeuropa. Allerede de gamle grækere og romere dyrkede den for rodens skyld. Den er indført til Danmark engang i middelalderen, idet den er fundet i danske byer i lag fra det 14.-16. århundrede i haver indenfor bymurene.

Pastinak er en 2-årig plante. Det 1. år anlægger planten blot en roset af blade, som sommeren igennem samler et stort forråd i roden. Det er på dette tidspunkt, at man kan spise roden, som er tyk, gullighvid og kødfuld. Den er sød, har en krydret smag og lugter omtrent som gulerod. Det andet år sender planten et blomstrende skud i vejret, hvorefter den visner og dør. Det, vi spiser som Pastinak-rod stammer fra forædlede sorter. De vilde rødder er næppe værd at spise og ikke så store og milde som de forædlede.

Pastinak står på Naturstyrelsens sortliste over invasive arter. Styrelsen mener, at planten efterhånden er blevet så udbredt, at den fortrænger den naturlige flora, og at den således bør bekæmpes ligesom f.eks. Kæmpe-Bjørneklo.

Også skrevet underArtikler og presse | Tags , , , | 1 Kommentar

Månedens fugl. Juni 2011: Dværgmåge – Hydrocoloeus minutus

Tekst: Jens Boesen. Fotos: Per Huniche Jensen og Jens Boesen

Dværgmåge hættemåge og fjordterne Tissø maj 2011

I juni måned vrimler det med fugleunger på øerne i sydenden af Tissø. Fjordternerne, dværgternerne, klyderne og i år også en mængde hættemåger har travlt med at fodre og forsvare deres unger. Hertil kommer naturligvis en mængde ænder, gæs og svaner som også lufter deres afkom. Men i hele dette leben har man i det meste af maj og juni måned kunnet se en lille flok af meget små måger med karakteristiske mørke tegninger på vinger og hale, en lille mørk kalot på hovedet, sort næb og lyserøde ben – men uden unger. Det er et år gamle dværgmåger.Dværgmågen er verdens mindste måge. Blandt de unge dværgmåger ses undertiden også en voksen måge, og i den voksne sommerdragt ligner den en meget lille hættemåge. Dog er dværgmågens hætte lige afskåret på halsen og helt sort i modsætning til hættemågens kaffebrune kalot der også er afskåret højere oppe i nakken. Desuden har hættemågen en meget tydelig hvid ring om øjet som dværgmågen helt mangler. Og endelig er den voksne dværgmåge næsten helt sort under vingerne.

Udbredelse

Næsten hele verdens bestand af dværgmåger findes inden for grænserne af det tidligere Sovjetunionen, men der er dog mindre bestande i Finland og Sverige og i de senere år i Holland og England. Et par gange har den endda ynglet så langt mod vest som i Nordamerika.I Danmark var der i 1940’erne en lille bestand på 100-150 ynglepar, men den er gået voldsomt tilbage siden og i de senere år har der kun af og til ynglet  nogle få par i Vejlerne i Thy.

Dværgmåger ved Tissø sydeng Foto Per HunicheDen anbringer gerne sin rede i kolonier af hættemåger der yder en god beskyttelse i yngletiden. En grund til dværgmågens tilbagegang er derfor at hættemågen er gået voldsomt tilbage så antallet af hættemåger i Danmark er blevet mere end halveret siden 1975.Nogle småflokke af ungfugle bliver gerne i Danmark sommeren over som den flok der har opholdt sig i Tissø i denne forsommer. Ellers ses flest dværgmåger i Danmark i træktiden om foråret og navnlig om efteråret når de trækker fra eller til deres vinteropholdssted i Atlanterhavet ud for Vesteuropas Kyster.
FødeDværgmågen lever mest af vandinsekter og larver af vandkalve og myg. Desuden kan den tage små fisk og krebsdyr som den tager ved under flugten hen over vandoverfladen at foretage små dyp ned i vandet.

Også skrevet underArtikler og presse | Tags , , , , , , | Læg kommentar

Månedens blomst – Trævlekrone

Juni: Trævlekrone Lychnis flos-cuculi
Tekst og foto: Hans Guldager Christiansen

Trævlekrone

Trævlekrone på en ugræsset eng ved Madesøvej, Lille Åmose.

Trævlekrone er let at kende på de lyst røde blomster på op til 2 cm i diameter. Hver af kronbladene er opdelt i 4 flige, og blomsten har et trævlet udseende. Den vokser på fugtige enge med kalkpræg, og Trævlekrone blomstrer i juni og juli måned.

Trævlekrone indikerer en god kvalitet på den eng eller mose, hvor den vokser. Den er karakteristisk for det plantesamfund, som hedder rigkær. Den kræver lysåbne og ikke for næringsrige forhold. Bliver engen gødet eller omlagt, bliver den for næringsrig for Trævlekrone, som erstattes af høje urter f.eks. Alm. Mjødurt Lav Ranunkel og Stor Nælde.

En anden fare for rigkær og for Trævlekrone er, at rigkæret gror til med træer og buske, fordi engen ikke græsses, og så skygges bl.a. Trævlekrone væk.
Trævlekrone er stadig temmelig almindelig, men i aftagen. Enge og moser er gennem mange årtier  blevet afvandet, opdyrket, gødet, eller de er groet til. Siden 1992 har naturlige enge og moser på mere end 2.500 m2 været beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3.

Det underlige artsnavn flos-cuculi betyder ”gøgens blomst”. Det er et gammelt plantenavn, som oprindelig blev brugt til Engkarse. Da Linné gav planterne navne, gav han imidlertid det navn til Trævlekrone. Måske fordi der ofte er ”gøgespyt” på Trævlekrones stængler. Gøgespyt stammer fra skumcikader, hvis larver beskytter sig med en klat skum, som de selv laver af luft og plantesaft (M. Skytte Christiansen: Danmarks vilde Planter. – Politikens Forlag, 1970).

Også skrevet underArtikler og presse | Tags , , , | Læg kommentar

Månedens fugl. Maj 2011: Gul vipstjert – Motacilla flava

Tekst og foto Jens Boesen

Gul vipstjert Tissø Maj 2010

Gul vipstjert Tissø Maj 2010

Maj måned er højsæson for Gul vipstjert på engene ved Tissøs sydende. Med sin lange vippende hale, lange ben og spidse næb minder den om den velkendte hvide vipstjert, men den er – som navnet siger – varmt gul på undersiden. Ryggen er olivengrøn, og hovedet er gråt med en tydelig hvid øjenbrynsstribe.

De afgræssede enge ved sydenden af Tissø er et typisk levested for gul vipstjert der lever af insekter som den fanger ved at løbe omkring i det lave græs på engen. Den holder meget af møgfluer som den skræmmer op fra kokasserne på engen, men den kan dog også jage insekter i luften.

Afgræssede enge er imidlertid ved at blive fåtallige i Danmark. Dels fordi der sættes færre husdyr til græsning så engene gror til med højere græs og andre vækster, dels fordi engene drænes og opdyrkes med andre afgrøder. Er dette tilfældet forsvinder den gule vipstjert straks. Derfor har den gule vipstjert været i tilbagegang i mange år så der nu er 5000-10000 ynglepar i Danmark.

Som de fleste andre insrktædere er den gule vipstjert en trækfugl der forlader Danmark i august-september for at flyve til sit vinterkvarter i tropisk Afrika. Herfra vender den tilbage i april-maj for at yngle i Danmark. Reden har den i en tue på jorden.

Mange underarter

Den gule vipstjert er udbredt i det meste af Europa, Mellemøsten og Centralasien lige til Alaska i øst. I dette kæmpe område er der et meget stort antal underarter eller racer. De danske ynglefugle og vipstjerter på gennemtræk i forårsmånederne tilhører for langst de flestes vedkommende racen Almindelig gul vipstjert som er beskrevet ovenfor.

I forårs- og efterårsmånederne er det imidlertid ikke helt ualmindeligt at se racen Nordlig gul vipstjert på dens vej til det nordlige Skandinavien og Finland . Den kendes på sit mørkere hoved og manglende hvide øjenbrynsstribe. I Vestjylland træffer man desuden meget sjældent Gulhovedet gul vipstjert der normalt hører hjemme i Storbritanien.

Der er som nævnt mange andre racer der alle adskiller sig mere eller mindre markant fra hinanden især ved deres hovedtegning. Netop på grund af denne store racerigdom har Gul vipstjert været anvendt til undersøgelser af racedannelse. Det viser sig bl.a. at racerne i grænseområder mellem to racer adskiller sig kraftigere fra hinanden end racerne i almindelighed. Man mener at det skyldes at hunnerne foretrækker hanner med de mest markante racekendetegn fordi fugle af samme race har større succes end blandede par.

Andre gule vipstjerter

Bjergvipstjert Strids Mølle marts 2011

I Danmark kan man træffe to andre vipstjertearter der er gule: Bjergvipstjert og den meget sjældne Citronvipstjert.

Citronvipstjerten er som navnet siger meget gul. Den har kun et svagt gråt anstrøg på issen, men har ellers helt gult hoved. Den træffes meget sjældent i Danmark, men enkelte par yngler så nær på som i Sverige og Polen.

Bjergvipstjerten yngler derimod i Østjylland, men næsten ikke på øerne. Et af de meget få steder den har ynglet på Sjælland er imidlertid Strids Mølle hvor den stadig træffes næsten årligt og måske yngler.

Bjergvipstjerten er også gul på undersiden, men mere over i det hvidgule på bugen så kun undergumpen og brystet er rigtig gule. Desuden har den en meget lang hale – faktisk den længste blandt vipstjerter – og korte rosa ben i modsætning til Gul vipstjerts sorte ben. Mest karakteristisk er det dog at den træffes i en helt anden natur end Gul vipstjert, nemlig ved stærkt strømmende vand. I Østjylland yngler den typisk ved vandmøller så Strids Mølle skulle jo være det helt rigtige sted for den at slå sig ned på.

Også skrevet underArtikler og presse | Tags , , | Læg kommentar