April: Blå Anemone Anemone hepatica
Tekst og foto: Hans Guldager Christiansen
Blå Anemone, Klinteskoven, 3. april
I år skulle vi helt hen i den allersidste del af marts før Blå Anemone kom op af jorden. I begyndelsen af april var den så fuldt fremme, og den kan farve skovbunden ganske blå på steder, hvor den trives godt. Dette prægtige syn kan opleves i Klinteskoven på østsiden af Tissø. Går man fra P-pladsen midt i skoven og ned mod Tissø mod syd, står Blå Anemone nogle steder langs søskrænten i tusindvis. Den vokser stort set kun i gammel skov, det er en naturskovsindikator.
Blå Anemone kræver kalkrig eller leret bund for at trives. Den findes hist og her på øerne mod sydøst, og forekomsterne tynder så mere og mere ud mod vest og mod nord i Danmark. Blå Anemone er nærmest fraværende i Vest- og Nordjylland. Kaj Munk udødeliggjorde med digtet ”Den blå anemone” dette udbredelsesmønster (”På Lolland jeg den hented”), og husker man teksten, ved man også, at den godt kan være fremme ”den første dag i marts”.
Blå Anemone, Klinteskoven, 3. april
Plantens blade er trelappede og læderagtige, og de holder sig vinteren over. Når blomstringen er ovre, sætter planten nye friskgrønne blade, som så skal holde et års tid. Plantens latinske navn hentyder netop til dens blade, idet ”hepar” på græsk betyder lever, som de godt kan minde om i både form og farve, idet undersiden er rødlig. Man forestillede sig i middelalderen, at den gode Gud havde skabt planterne til menneskenes gavn. For at hjælpe menneskene lidt på vej, havde Gud givet planterne en form, der angav hvilken lægedomskraft, der var nedlagt i dem. Blå Anemone skulle således være god mod leversygdomme, hvilket selvsagt er det skinbarlige vrøvl.
Månedens blomst – Fandens Mælkebøtte
Maj: Fandens Mælkebøtte Taraxacum sect. Ruderalia
Tekst og foto: Hans Guldager Christiansen
Fandens Mælkebøtte på eng lige nord for Skellingsted Bro, Store Åmose.
I første del af maj farves kulturenge, grøftekanter, græsplæner mv. ofte gule af mælkebøtter. Det drejer sig om småarter af Fandens Mælkebøtte, som kan dække store arealer. Køerne kan godt lide dem og æder dem lige så gerne som græs.
Mælkebøtter er et botanisk mareridt med ca. 350 småarter, som kun nogle få botanikere kan kende fra hinanden. Problemet er, at mælkebøtter sætter frø uden befrugtning. Da mælkebøtterne ikke bestøver hinanden indbyrdes, bliver hver mælkebøtte ganske magen til sin ”mor”. I tidens løb ændrer nogle sig dog i forhold til de øvrige pga. mutationer. Over lange tidsrum udvikler der sig således mange småarter med hver deres forskelle i udseende og krav til voksested. Fænomenet småarter findes også hos andre arter end mælkebøtter, f.eks. hos brombær og høgeurter.
For at sætte system i de mange småarter, opdeler man mælkebøtter i 8-9 forskellige sektioner. Sektion Ruderalia omfatter store, grove mælkebøtter med kurve, som fuldt udsprungne er på 4-6,5 cm i diameter. Disse mælkebøtter er meget almindelige i hele landet på næringsrig og lysåben bund, og sektionen omfatter langt de fleste mælkebøtte-småarter. Andre småarter er langt finere i både blade og blomst, og nogle findes på næringsfattige steder som i klitter, på sandede overdrev og på strandenge. Disse småarter kan være meget kræsne med hensyn til voksested, og de er derfor sjældne.
Mælkebøtter regnes for at være blandt de bedste danske spiselige arter. Bladene kan bruges i salat, og de unge blade er de bedste. Grovere blade kan også bruges, men bør først ribbes (bladkød rives fra midterribben). Planter, der står i skygge er sprødere end planter, der står i solen. Også roden er spiselig og god, men skal koges i 2 hold vand og kan serveres naturel eller i stuvning (Bernt Løjtnant: Naturens køkkenurter, Kaskelot nr. 119, 1998).