Skoletjenesten

Undervisnings tilbud

Dyre og plantelivet i Tissø
FORMÅL: Formålet med turen er, at eleverne får en viden om og oplever det rige liv med mange forskellige dyrearter, der findes i en sø, samt får forståelse for, hvor sårbart søen er mod menneskets indgreb.

INDHOLD: På Naturskolen fortælles først om søen som økosystem og om forskellige forureningsformer. Herefter vises en diasserie omhandlende fødekæder og nogle af de vanddyr, som eleverne senere selv kan fange. Efter introduktionen går/cykler vi til Tissø eller åen, hvor eleverne selv fanger vanddyr med ketsjer.

Fangsten tages med til Naturskolen, hvor den studeres og artsbestemmes. Til sidst kan foretages en biologisk forureningstest og der kan evt. løses nogle opgaver om vanddyrene.

Hvis klassen ønsker det, kan der præpareres enkelte vandinsekter, som klassen kan få med hjem.

For de lidt yngre elever kan vi også gennemgå fangsten ved vandhullet og evt. artsbestemme vanddyrene v.h.a. bøger og plastdug med bestemmelsesnøgle.

MÅLGRUPPE: 1. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: April – oktober

Skovens træer og buske
FORMÅL: Formålet med turen er at give eleverne kendskab til de mest almindelige af skovens træer og buske. Endvidere at give en forståelse for skovens betydning for mennesker og dyr.

INDHOLD: På Naturskolen fortælles først om træets vækst og bl.a. om forskellige rodtyper.

Herefter vises en diasserie om nogle af skovens træer og buske. Serien repeteres i tilfældig rækkefølge, så eleverne får mulighed for at lære de enkelte arters kendetegn.

Herefter går vi sammen ud i skoven.

Vi finder og genkender de omtalte planter og taler om dem på stedet. Der kan også indsamles blade, som tages med hjem til presning.

INDSAMLINGSTUR: Eleverne kan efter introduktionen også selv holdvis gå i skoven på en forud aftalt rute og foretage en indsamling af blade. De medbringer da kort, poser og bestemmelsesbøger. Efter hjemkomsten gennemgår vi det indsamlede materiale.

MÅLGRUPPE: 3. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: Medio maj – medio oktober

Oplevelsesture
FORMÅL: Formålet med oplevelsesturene er at give børnene en spændende oplevelse på Naturskolen og af livet ude i skoven. Igennem egne iagttagelser og sansernes brug vil her kunne skabes et engagement og interesse for naturen. Børnene vil under besøget kunne få kendskab til samspillet i naturen og få mulighed for at indse, hvor vigtigt det er, at vi passer godt på naturen.

INDHOLD: “Førstegangs”-oplevelsesturen kan f.eks. indledes inde i Naturskolen med en gennemgang af de almindeligste “færdselsregler”, der gælder i skoven, på en måde, så børnene forstår baggrunden for dem. Her vil vi også komme ind på plante- og dyrelivet i skoven og naturens sårbarhed overfor forstyrrelser og indgreb. 

Som en “appetitvækker” til turen ude i skoven vises en diasserie om nogle af de aktuelle ting, der kan opleves netop nu i skoven. Serien omhandler bl.a. dyrelivet, sansernes brug, påklædning, metoder til hvor og hvorledes man kan få nogle spændende oplevelser.

I introduktionen kan også anvendes levende husdyr (evt. unger), som gør det let og fængslende at sammenligne med skovens vilde dyr. Diverse af skovens lyde vil også kunne bidrage til en god optakt.

Herefter går vi i skoven og finder eksempler på noget af det, der er omtalt. Vi ser på plante- og dyrelivet, forhold der er karakteristiske for årstiden, taler om ting vi finder, holder lytteprøver og iagtagelsesprøver m.v.

Der lægges vægt på, at børnene aktiveres, bruger deres sanser, finder selv, så de bl.a. igennem egne oplevelser vil få indblik i naturens mangfoldighed.

Besøget bliver med et afvekslende indhold og med passende pauser. Der tages hensyn til vejrliget.

Læreren opfordres til at ytre ønske om et særligt emne i forløbet, hvilket er bedst at aftale i forvejen.

OPLEVELSESTURENE kan benyttes med et varieret indhold efter årstid, vejret, klassens niveau og tidligere besøg. Det kan også aftales at vi på en oplevelsestur arbejder med et emne som f.eks.:

  • jul / træskiver og indsamling af materiale til dekorationer
  • frugter og frøspredning
  • dyreunger
  • flora med binding af blomsterkranse
  • husdyr
  • sanse- / legetur (naturlege, hulebyggeri m.v.)
  • gipsafstøbning af dyrespor
  • skoven vågner (morgentur)

MÅLGRUPPE: BH. – 10. klasse
VARIGHED: 2½ – 3½ time
SÆSON: Hele året

Insekttur
FORMÅL: Formålet med turen er, at eleverne oplever insekters artsrigdom samt deres varierede form og farver. Også at eleverne får forståelse for insekters betydning for planter, dyr og mennesker og insekters sårbarhed overfor forurening.

 INDHOLD: Først indledes der med en kort gennemgang af insekternes verden. Vi ser på biller og sommerfugles udseende og formering. Herefter går vi ned til Tissø og fanger insekter. Vi bestemmer deres art og taler om deres levevis og udseende. Efter gennemgang lukkes de ud igen.

PRÆPARATION: Såfremt der er ønske om det, kan enkelte almindelige arter tages med til Naturskolen og præpareres, for at vise hvorledes det foregår. Dette er typisk almindelige sommerfuglearter, biller og guldsmede. Klassen får de præparerede insekter med hjem til skolen, hvor de efter en indtørring kan studeres nøje. Det er betinget af en diskussion om den etiske og naturfredningsmæssige baggrund for aflivning af insekter.

MÅLGRUPPE: 4. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: Maj – september

Fugletur
FORMÅL: Formålet med fugleturen er, at eleverne oplever Tissøs fugleliv og får forståelse for fuglenes forskellige livsbetingelser og deres samspil med naturen. Eleverne lærer desuden nogle af de almindeligste fuglearter at kende. 

INDHOLD: Først omtales bl.a. fugles typiske kendetegn, udseende, fjerfunktion og fordøjelsessystem. Herefter gennemgås ca. 20 udstoppede fugle, deres kendetegn, adfærd og levevis. Fuglearterne repeteres i en diasserie, som til sidst vises i tilfældig rækkefølge, hvorved børnene hurtigt lærer dem at kende. I introduktionen vil også indgå fuglelyde fra almindelige arter.

Efter en pause udleveres kikkerter. Udenfor lærer eleverne at indstille dem og vi laver nogle kikkertøvelser. Lærer og Naturvejleder medbringer hver et teleskop der gør det mulig at se fugle på lang afstand. Udstyret med kikkerter og fuglebøger går vi samlet til forskellige biotoper ved søen og markerne, hvor der er en chance for at se forskellige arter.

Imens vi ser de enkelte arter “live” i naturen, fortælles der om dem på stedet. Til sidst går børnene selv i grupper tilbage til Naturskolen, og her afsluttes med at vi taler om observationerne. Klassen får en optegnelse over de iagttagne fugle med hjem.

FUGLETÅRN: Ved Fugledegård er opsat et fugletårn hvorfra der kan iagttages fugle der hører til i sø og rørskov. Med lidt tålmodighed er det muligt at studere deres adfærd. Fugletårnet anvendes ofte på fugleturen.

FUGLETUR “II”: For en særlig dygtig klasse kan turens indhold ændres, og eleverne kan f.eks. holdvis løse en “fugleopgave” på en i forvejen aftalt rute.

MÅLGRUPPE: 3. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: Hele året – men bedst om foråret

Naturoplevelser med papir og blyant
FORMÅL: Formålet med tegneturen er på en aktiv måde at skærpe elevernes iagttagelsesevne og give plads for undren og glæde over naturens nuancerede mangfoldighed. Herigennem vil eleverne få deres egne oplevelser og inspireres til selvstændigt at udforske naturens detaljer.

INDHOLD: Tegneturens forløb afhænger af vejret. I tørt vejr i de varme måneder starter vi først på Naturskolen med at spore elevernes opmærksomhed ind på detaljer i naturen. Det kan ske ved f.eks. en gren undersøges nøje med en lup. Herefter går vi i grupper ud i skoven og eleverne tegner et stillestående motiv. Det kan være et landskab, et træ, et blad, en svamp, etc.

Når alle er færdige mødes vi, og grupperne fremlægger deres tegninger og samtidig kan eleverne få en kort relevant forklaring om motivet. I fugtigt vejr eller når det er koldt, starter vi inde på Naturskolen med at tegne enten udstoppede fugle eller grene, der er hentet i forvejen ude i skoven. Herefter går vi ud og prøver at finde, hvad der er tegnet. 

MÅLGRUPPE: 3. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: Hele året

Natursti – opgavetur
FORMÅL: At eleverne i små hold – uden lærer -, selv finder rundt i skoven ad en afmærket rute og løser opgaver undervejs. Turen skærper sanserne og giver mulighed for gennem egne oplevelser at få en umiddelbar kontakt med naturen og en viden om den.

INDHOLD: Først gives en introduktion om skovens træer og dyr, således at eleverne er godt rustet til at løse opgaverne i skoven. På en afmærket 2 km lang rute er der opsat 14 poster.

Alle poster er udarbejdet med natur-spørgsmål, – hver med 3 svarmuligheder. Eleverne sendes afsted i hold på ruten medbringende et afkrydsningsskema samt en plasticpose til hvad der findes. Afkrydsningerne giver med det rigtige resultat et “kodeord”.

Vi afslutter på Naturskolen, hvor der foretages en gennemgang af opgaver samt hvad der er fundet af spændende ting.

MÅLGRUPPE: 5. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: Maj – oktober

Konkret matematik

FORMÅL: Formålet med turen er at gøre teoretisk matematik konkret ved at kombinere teori med praktiske målinger og beregninger ude i skoven. Samtidig kan tilbydes en oplevelse af den omkringliggende natur og en viden om skovens etablering specielt om træer.

INDHOLD: Før besøget fremsendes et materiale til klassen med formler og øvelsesmuligheder.

Klassen skal hjemmefra forberede – eller “have check” på de fremsendte formler, samt beslutte hvilke praktiske øvelser der ønskes. Af opgaver indenfor træmåling kan der f.eks. vælges blandt:

  • Træhøjde
  • Antal træer pr. hektar
  • Gennemsnitstykkelse af træerne i en bevoksning
  • Antal kubikmeter i en bevoksning
  • Rummeteropmåling af brændestak
  • Der kan også være opgaver inden for andre områder med udgangspunkt i spørgsmål som f.eks.:
  • En mark skal plantes til med egetræer. Hvor stor er markens areal samt hvor mange træer skal der indkøbes hertil? Hvad koster indkøb af træer?
  • Hvor mange mælkebøttefrø kan 1 ha græsmark i skoven producere?
  • Hvor mange meter udgravet gang er muldvarpeskuddet dannet af?
  • Hvor mange liter vand strømmer igennem grøften pr. time?
  • Hvor meget rumplads har hver fugl i Naturskolens voliere om sommeren og om vinteren?
  • Hvor meget gulvplads er der pr. høne i hønsehuset?
  • Hvor mange liter vand er der i Naturskolens akvarium?

Besøget på Naturskolen indledes med en introduktion om skoven og om træarter, deres opbygning, vækst samt betydning og anvendelse.Herefter gives en kort gennemgang af arealbegreber samt målenheder. Desuden instrueres klassen i dagens øvelser før vi går i marken. Efter det praktiske arbejde i skoven og de ønskede mål er taget, afsluttes med en bearbejdning på Naturskolen.

MÅLGRUPPE: 7. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: April – oktober

Dyrespor
FORMÅL: Formålet med turen er at give en oplevelse og fornemmelse af forskellige dyrs tilstedeværelse i skoven. Eleverne lærer om de almindeligste dyrs levevis og om deres forskellige sportegn.

INDHOLD: Vi starter på Naturskolen med at tale om, hvad et dyrespor er, og hvilken betydning en viden om det kan have. Der gennemgås forskellige dyrespor, bl.a. det trådte spor, ædespor, ekskrementer og gylp.

Der vises også en diasserie om nogle af de spor, vi måske senere vil finde i skoven. Herefter går vi i skoven og prøver at finde så mange dyrespor som muligt. Ved hvert spor taler vi om, hvad sporet kan fortælle os om dyrets levevis og opholdssteder.

SPOR I SNEEN: Hvis vi er så heldige, at der er nyfalden sne (sporsne), kan vi arbejde mere med det trådte spor og bl.a. følge sporene af råvildt, hare eller ræv i terrænet.

GIPSAFTRYK: Hvis der ikke er sne, vil det være muligt, at tage afstøbninger i gips af forskellige spor vi finder i lerjord.

Eleverne opdeles i hold, som selv tager afstøbningerne. “Negativ-aftrykkene” får de bagefter med hjem på skolen, hvor de selv kan støbe det færdige spor – “positiv aftrykket”. Den færdige gipsafstøbning kan til sidst males med jordfarver, så den fremtræder flot.

MÅLGRUPPE: 2. – 10. klasse
VARIGHED: 2½ – 3½ time
SÆSON: Hele året

Træer og dyr om foråret
FORMÅL: Formålet med turen er at give eleverne en oplevelse af forårsskovens plante- og dyreliv. Børnene vil få en viden om træernes udspring og om dyrenes forårsadfærd, samt en forståelse for hvad forskellige slags forstyrrelser fra mennesker kan betyde for dyrene og deres unger. 

INDHOLD: På Naturskolen taler vi først om planternes fremspiring og træernes udspring.

Vi kommer herefter ind på dyreliv ude i forårsskoven. Hos nogle udvalgte arter ser vi på dyrenes adfærd i yngletiden samt dyreungers udseende, adfærd og pleje. Dette sker ved hjælp af en lysbilledserie om bl.a. dyreunger suppleret med diverse lyde. Herefter går vi ud og oplever forårsskoven og dens farver, lyde og lugte.

Vi ser eksempler på dyrenes forårs- og yngleadfærd ved territoriehævdelse med lyd og duft, og finder forskellige slags reder m.v. Der vil på turen kunne anvendes levende unger af fortrinsvis husdyr, så det er muligt at få et direkte indblik i dyreungers adfærd og udseende. Hvis vi finder f.eks. nyspirede agern eller selvsåede små asketræer, kan klassen tage dem med hjem.

MÅLGRUPPE: 1. – 10. klasse
VARIGHED: 3 -3½ time
SÆSON: April – maj

Træer og dyr om efteråret
FORMÅL: Formålet med turen er at give eleverne en oplevelse af efterårsskovens farver, frugter og myldrende liv. De vil lære om træernes løvfald, nedbrydningsprocesser og dyrenes forberedelse til vinteren.

INDHOLD: På Naturskolen fortælles først om træernes forberedelse til vinteren. Hvorfor bladene skifter farve og falder af samt om nedbrydningsprocesserne. Der fortælles endvidere om efterårets rige fødemuligheder samt dyrenes forberedelser til vinteren. Vi kommer her ind på pelsskift, ændrede opholdssteder, forrådssamling, stand- og trækfugle m.v. Der vises en diasserie om efterårsskoven og dens dyreliv. Herefter går vi ud og ser på det, vi har talt om.

Vi finder eksempler på træers og dyrs forberedelse til vinteren, frugter, frøspredning, nedbrydning m.v. Der vil på turen være mulighed for at indsamle forskellige frugter, som kan tages med hjem.

MÅLGRUPPE: 1. – 10. klasse
VARIGHED: 3 – 3½ time
SÆSON: September – medio november

Dyrene om vinteren
FORMÅL: At eleverne oplever vinterskoven og dens dyreliv samt skovens kvæg. De lærer om dyrenes forskellige måder at overleve vinteren på, og vil forstå hvor sårbare nogle arter kan være overfor forstyrrelser om vinteren.

INDHOLD: På Naturskolen fortælles først om vinterens indflydelse på bl.a. dyrenes udseende, adfærd og fødemuligheder. Vi kommer også ind på vinterfodring af dyrene, og hvordan vi kan hjælpe dyrene gennem vinteren. Der vises herefter en diasserie om vinterskoven med forskellige eksempler på, hvorledes specielt de større dyr klarer vinteren.

Varmt klædt på går vi herefter i skoven. Vi finder stederne, hvor dyrene færdes og ser på deres sportegn. Vi finder deres naturlige føde og taler om dyrene på stedet. På turen ser vi også Skotsk Højlandskvæg – både på marken og i stalden.

MÅLGRUPPE: 1. – 10. klasse
VARIGHED: 2½ – 3½ time
SÆSON: December – februar

Strandtur:
FORMÅL: Næsten ingen steder har vi oprindelig natur i Danmark. Men Netop langs vores 7000 km. lange kystlinje er der mange steder muligt at opleve uspoleret natur og iagttage den naturlige dynamik. Eleverne oplever strandens dyre og planteliv samt får en forståelse af hvorfor strandens udformning hele tiden er under forandring at bølgerne.

 Eleverne lærer om dyrenes forskellige måder at overleve på og hvor man kan finde dem i klitterne på stranden og havet, og vil forstå hvor sårbare nogle arter kan være overfor forstyrrelser at mennesker og forurening.

 INDHOLD: Der indledes med at fortælle om stranden, hvorfor der er sand på en strand? Hvor kommer bølgerne osv. Herefter kommer vi ind på fisk, insekter, fugle mv. som leve ved stranden. Vi snakker bl.a. dyrenes udseende, adfærd og fødemuligheder. Herefter fisker vi med ketcher eller fanger krabber og indsamler muslingeskaller, flotte sten mv. og forsøger til sidst at finde ud af hvad det er for nogle ting vi har fundet ved hjælp af pupper, bestemmelsestavler bøger mv.

MÅLGRUPPE: 1. – 10. klasse
VARIGHED: 2½ – 3½ time
SÆSON: April – November

Friluftslejrskole
FORMÅL: Fysisk og socialt krævende ture som friluftlejerskoler vil i højere grad en traditionelle lejerskoler afsløre klassens og elevernes positive og negative sider. Angsten for mørket er sværer at overvinde midt i en ukendt landskab, i en shelter bliver ordenssans og fælles feltregler hurtig en nødvendighed, mad til tiden kræver planlægning og samarbejde i grupperne osv. Men en friluftlejerskole appellerer også til, at netop kvaliteter som ansvarlighed, tolerance og samarbejde vil blomstre og at elevernes fantasi, nysgerrighed og praktiske evner får fries udfoldelsesmuligheder. Samtidigt får eleverne en fantastisk naturoplevelse og en dyb forståelse at samspillet mellem natur og mennesket. 

INDHOLD: Indholdet af lejerskolen kan sammensætte ved at vælge et eller flere af Fuglededsgård aktivitetstilbud og eventuelt kombinere det med klassen egne udflugter og aktiviteter. Eventuelle specielle aktiviteter kan aftales med Naturvejlederen.

SHELTERNE: De nye Shelterne ved Fugledegård ligger alle 3 med åbningen mod øst mod Tissø for at skærme vestenvinden. De tre sheltere er indrettet særligt med henblik på at fysisk handicappede skal kunne bruge dem. Der er vand og handicaptoilet tæt ved i et lille hus. I den lange nyopførte træbygning er der bænke og borde i den ene ende med udsigt over Tissø. Ved søen ligger et fugletårn til fri brug. Der kan laves bål i den store betonring, man skal selv medbringe brænde eller købe det på Fugledegård. Shelterne og Toiletter bliver ofte rengjort og fremstår i god stand.

Denne plads er en etapeplads i The North Sea Trail – Nordsøen Rundt.

Se www.sjaellandsleden.dk

FRILUFTSUDSTYR: Fugledegård har en økobase hvor det er muligt at låne forskelligt udstyr til Lejerskolen – Se afsnittet “Økobase – Ud i naturen på egen hånd”.

Bålafslutning
Alle besøg på Naturskolen kan efter aftale afsluttes med et bål, hvis vejret tillader det. Der kan steges medbragte pølser, æbler, bages snobrød eller pandekager, laves popcorn m.m. Mad og drikkevarer skal medbringes hjemmefra.

Bålpladsen ligger ved Naturskolen, og her vil der forefindes brænde og stegepinde.

Naturskolen er behjælpelig med optænding. Til de opgivne tider, der er anført ved de forskellige ture, skal der ved en bålafslutning tillægges ½ til 1 time. Bålpladsen må kun benyttes i forbindelse med et aftalt besøg på Naturskolen.

MÅLGRUPPE: BH. – 10. klasse
VARIGHED: ½ – 1 time
SÆSON: Hele året

Økobasen – Ud i naturen på egen hånd
“Selvhjulpne” aktiviteter: Læreren kan også selv arrangere klassens ture og aktiviteter ved Tissø. Naturskolen kan være behjælpelig med råd og vejledning samt materialer. Hvis læreren mener, at Naturskolen kan bidrage til aktiviteten – så ring, for måske kan det betale sig.

Økobasen – udlån af feltgrej: Udenfor Naturskolen findes en “Økobase”, som er et depot hvorfra der foregår et udlån af feltgrej mv. Såfremt en klasse får brug for at låne Naturskolens feltgrej, kan vi telefonisk aftale et udlån. De aftalte ting sættes ud i Økobasen, og I kan derefter selv afhente og tilbagelevere grejet. Fra Økobasen kan lånes f.eks. vandhulsgrej, bestemmelsesbøger og -duge, lupper, kikkerter, teleskoper, snitteknive, økser, vanddunke mv.

Udlevering af materialer: Naturskolen kan også i nogle tilfælde være behjælpelig med udlevering af forskellige materialer fra skoven, f.eks. træ til skærearbejde og træskiver til dekorationer. Ring og forhør dig.

Råd og vejledning: Hvis du f.eks. er i tvivl om:

  • hvor i Tissø området en aktivitet er bedst
  • hvor det er bedst at plukke frugt mv.
  • hvor man på lave bål
  • om man må afmærke et løb
  • hvad der er er tilladt og ikke tilladt
  • hvor og hvordan man søger tilladelse til forskellige aktiviteter i skoven eller ved Tissø

Så ring til Naturskolen i telefontiden, for måske det kan betale sig.