Herregårde

Kattrup

Den nuværende hovedbygning er fra 1925. Det er en hvidkalket, nyklassisistisk(*) bygning i ét stokværk over en høj kælder. Forpagter- og folkebygningen er fra 1877. Avlsbygningerne er fra forskellige perioder i de sidste 200 år. Bag hovedbygningen ligger den store have med plæner, gamle træer og lindealléer, der kan anes over bygningerne.

Den tidligere hovedbygning fra midten af 1700 tallet var i bindingsværk og havde sidefløje, der sammen med avlsgården dannede en helt lukket gårdsplads.

Historie

Kattrup var i middelalderen en lille hovedgård i en landsby af samme navn. Den var i kronens eje til 1393, hvor Dronning Margrethe skænkede gården og landsbyen til Sorø kloster. Klosteret gav den senere videre til bispen i Roskilde. Ved Reformationen i 1536 kom gården igen til kronen. I 1561 mageskiftede(*) adelsmanden Laurits Iversen Serlin sig til hovedgården og de øvrige gårde i landsbyen. Dertil tre gårde i den nu forsvundne landsby Kuserup. I løbet af 1600 tallet blev først de resterende gårde i Kuserup og derefter Kattrup lagt under hovedgården. Disse jorder udgør også i dag kernen i herregårdens jorder.

Hovedgården har gennem århundrederne helt eller delvist ejet landsbyerne Uglerup, Buerup, Løgtved og Halleby. Dengang havde hovedgården store engarealer i Store Åmose og andel i græsningsoverdrevet Hallebyore. Gårdens jorder blev omkring 1800 inddelt i et antal store marker. Ved den lejlighed blev marker og skove indhegnet af velbyggede stengærder, der var meget beundret af samtiden. De står stadig i dag. Jorden blev dog fortsat drevet af Kattrups fæstebønder, der ydede hoveri som en del af deres afgifter til herremanden. Da gårdene i landsbyerne efterhånden overgik til selveje, blev jorden drevet af husmænd og landarbejdere, hvoraf en del boede i små huse på godsets område.

Selchausdal

Hovedbygningen fra 1856 er i nederlandsk renæssancestil(*) og tegnet af arkitekten J.D. Herholdt. Huset ligger på et kvadratisk renæssancevoldsted omgivet af vandfyldte grave og med en dejlig park mod syd. Fra Tissø fører en smuk lindealle til gården. Langs vejen forbi gården er plantet en ny allé.

Den ældre hovedbygning var i bindingsværk og fra omkring 1700.

Historie

Hovedgården hed indtil 1799 Gundetved. Den bliver nævnt første gang i 1339. I 1400 tallet var den i slægten Limbeks eje og i 1500 tallet var den ejet af Niels Henriksen. En mand af borgerlig herkomst, der efterhånden blev rigets kansler, blev adlet og tog slægtsnavnet Arenfeldt i 1526. I 1664 blev gården sammen med Kattrup og Sæbygård solgt til rentemester Henrik Müller, som i de år energisk samlede sig jordegods. Også senere blev gården erhvervet af store godssamlere. I slutningen af 1700 tallet blev gården købt af Christian Andreas Selchau, der omdøbte gården til Selchausdal. Gården forblev i slægtens eje til 1940.

Nørager

I årene 1868-73 blev hovedbygningen fra omkring 1800 nedrevet og erstattet af den nuværende i italiensk renæssance – villastil(*). En stor park, der blev omlagt i 1939, indrammer gården mod nord og øst. Smukke stengærder omgiver park, skove og agre og løber langs godsets veje.

Historie

Nørager bliver første gang nævnt i 1429. På det tidspunkt var den krongods. Senere kom den ved et mageskifte(*) sammen med Vedbygård i adelsmanden Jørgen Ruds eje. I slutningen af 1600 tallet var gården af beskeden størrelse, men små 100 år senere blev gårdens jorder udvidet med blandt andet landsbyen Nørager og en del af Frendveds jorder. Gården tilhørte slægten Moltke i 100 år fra 1837.

Sæbygård

Hovedbygningen blev revet ned i 1972 og erstattet med et moderne hus. Gården er den ældste og betydeligste af områdets hovedgårde og har også været langt den største indtil avlsgårdene Frihedslund og Falkenhøj blev udskilt som selvstændige gårde i slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet.

Historie

En aflang forhøjning med en mindre høj på toppen, nord for Sæby kirke, er muligvis et voldsted, hvor den ældste befæstede Sæbygård lå. Men forhøjningen er ikke undersøgt. Det siges, at Esbern Snare byggede gården og døde her efter et fald på en trappe i 1204. Det er meget sandsynligt, at gården hørte til Hvideslægtens (*) udstrakte godskompleks. På det nærliggende Hallenslevlund ved Tissøs sydvestside boede i 1200 tallet et barnebarn af Esbern Snare, og her er blandt andet fundet en seglstampe med Hvideslægtens våbenskjold.

Fra slutningen af 1300 tallet var hovedgården kongeligt len med skiftende lensmænd. I 1664 blev den “udlagt” til rentemester Henrik Müller for en større sum penge, han havde til gode hos kronen, men han mistede den igen til sine kreditorer.

Lars Benzon, der var ejer fra 1720 til 1741, ombyggede og fornyede størstedelen af bygningerne- heriblandt den store ladebygning fra 1737, der stadig eksisterer. Han nåede dog ikke at forny hovedbygningen, der i 1743 beskrives som “gammel og brøstfældig bindingsværk”.

Grevinde Sophie Hedevig Levetzau ejede gården fra 1761 til sin død i 1775. Hun opførte en ny hovedbygning omkring 1770. Den er beskrevet som en meget enkel og fornem bygning i Eigtveds stil(*). Hele gårdanlægget var udformet aksefast med hovedbygningens hovedindgang ud for ladebygningens midterport i den modsatte ende af den store gårdsplads. Aksen fortsatte i haven og inddrog Sæby Kirke. Mange af gårdens ejere ligger begravet i Sæby kirke. Læs om denne under blå rute. Den tredje markante ejer var Arnoldus Falkenskiold fra 1779 til 1797. Han var stærkt interesseret i datidens landboreformer og gennemførte en lang række forbedringer for godsets bønder. Han udskilte også avlsgårdene(*) Falkenhøj og Frihedslund. Den sidste beholdt han selv, efter han havde solgt Sæbygård.

Falkenhøj

Gården er opkaldt efter Sæbygårds ejer i slutningen af 1700-årene, Arnoldus Falkenskiold, og anlagt som avls- eller parcelgård på en del af Sæbygårds jorder i 1780′erne. En del af bygningerne er fra gårdens første tid, men ombygget og moderniseret i flere omgange. Især avlsgårdens afrundede kampestensmure omkring porten mod vejen er imponerende. Den oprindelige hovedbygning afsluttede tidligere gårdspladsen mod øst, men er senere erstattet af en nyere villalignende hovedbygning, der ligger lidt for sig selv i haven.

Falkenhøj blev solgt fra Sæbygård i begyndelsen af 1800-årene og har siden fungeret som selvstændig gård.

Frihedslund

Gården er ligesom Falkenhøj oprettet som avls- eller parcelgård på en del af Sæbygårds jorder i 1780′erne. Den store hovedbygning med høj kælder og frontspids og en del af avlsbygningerne er fra gårdens første tid, men anlægget er ombygget og udvidet i 2. halvdel af 1900-årene.

Oberst Falkenskiold beholdt i første omgang gården, da han i 1797 solgte Sæbygård, men senere afhændede han også Frihedslund. I 1969 blev gården erhvervet af Jarlfonden som uddannelsessted for landvæsenselever.

Hallebygård

Gården er den yngste af herregårdene i området og dens jorder består dels af store engstrækninger i Lille Åmose, dels af agerjord på det højere land. Den blev dannet i begyndelsen af 1800-tallet ved at gårde (Store og Lille Hallebygård) og huse i landsbyen Halleby blev lagt sammen.

Hallebygårds herskabelige hovedbygning fra 1. halvdel af 1800-årene er opført i røde sten i to etager over en høj kælder og med kamtakkede gavle. Avlsgården er opført efter en brand i 1894. Bygningerne har muret trimpel og er gulkalkede. I en lang periode, fra slutningen af 1800-årene til ind i 1900-årene havde gården et betydeligt mejeri, baseret dels på egen malkekvægsbesætning med god græsning på gårdens store engarealer, dels på opkøb fra de nærliggende herregårde.