Sæby kirke

Kirken ligger for sig selv omgivet af kirkegården, på det lave land ud mod Tissø. Kernen i bygningen, apsis, kor og skib, er opført i anden halvdel af 1100-årene af frådsten* og rå og kløvede marksten. Bygningsdetaljer og bevarede rester af en tilhugget planke viser, at den har haft en forgænger af træ.

De ældste dele, apsis og kor, er opført op mod trækirkens skib, som derefter er nedbrudt og erstattet af stenkirkens skib. Hertil er kort tid efter tilføjet et tårn i vest, måske med et galleri i 2. stokværk med 2 store åbninger mod kirkerummet til brug for Sæbygårds ejere fra den indflydelsesrige Hvideslægt, som formentlig har opført kirken i forbindelse med slægtens gård. Her kunne herskabet sidde og overvære gudstjenesten uden at være alt for tæt på sognets andre kirkesøgende. Den gradvise ombygning har medført, at kirken har kunnet benyttes også mens byggeriet stod på.

Det romanske tårn er senere delvis nedbrudt og erstattet af et nyere. Tilbygningerne (sydkapel, tårn, nordkapel, sakristi ved koret og våbenhus) er alle fra tiden mellem ca. 1475 og 1550, kapellet på sydsiden formentlig ældst og våbenhuset på kirkens nordside mellem nordkapellet og tårnet yngst. De to store kapeller er formentlig opført som gravkapeller for to af de nærliggende, middelalderlige herregårde, Sæbygård og Selchausdal (tidl. Gundetved).

Kirkens kor og skib har oprindelig haft flade bjælkelofter, men har fået indbygget hvælv mellem 1350 og 1450. Samtidig har man formentlig ændret andre detaljer som vinduerne, som er blevet gjort større.

At kirken ikke er bygget af hvem som helst fornemmer man, når man ser kalkmalerierne i apsis og korbue. De er fra kirkens første tid og af ualmindelig høj kvalitet. På apsishvælvet ses den tronende Kristus som verdensdommer med korsglorie og rigt foldet og ornamenteret dragt, siddende på regnbuen med fødderne hvilende på jordkloden. Han holder højre hånd velsignende op og holder i venstre livets bog. Han er omgivet af en mandelformet ramme (mandorla), og udenom svæver evangelistsymbolerne med evangeliebog: (med uret) Johannes’ ørn, Lukas’ okse, Markus’ løve og Matthæus’ engel. Mod nord står Maria, Guds moder, og (formentlig) apostlen Peter, mod syd Johannes og apostlen Paulus. Det hele er omgivet af et ædelstensprydet bånd og afsluttes forneden af en perspektivisk mæanderbort*. Fra samme tid er udsmykningen af korbuen med 5 medaljoner med billeder af dyder som (næste-)kærlighed, håb og tålmodighed. Dyderne er vist som byzantinske dronninger med kroner og smykker, og medaljonerne er omgivet af bånd og korsformede blomster. Farverne (ultramarinblå, rødbrun, mørk og lys okker, hvidt og grønt) har været mørke og mættede, og der kan have været brugt forgyldning på f. eks. Kristi ansigt, hænder og fødder eller i glorierne.

Billederne er inspireret af byzantinske kirkemalerier eller -mosaikker, som de har kunnet ses i Rom eller Konstantinopel (Byzans) og i Europas øvrige vigtige kirker og klostre, og er formentlig udført at “importerede” kunstnere, som har arbejdet for de førende slægter i landet. En lignende udsmykning har man kunnet se i Vä i Skåne i en kirke, indstiftet af kongen (den danske), blandt andet dokumenteret af et brev udstedt på Sæbygård i 1182!

Også i andre dele af kirken er større kalkmalerier bevaret, især i nordkapellet, hvor alle fire hvælvkapper og dele af væggene er dekoreret i begyndelsen af 1500-årene. Hvælvets sydkappe viser Vorherre, der troner med rigsæble og højrehånden velsignende løftet, mens 2 engle holder et bånd med billeder af hans værk: skyerne (himlen), solen, stjernerne og månen. I vestkappen ses det himmelske Jerusalem i form af et tværsnit af en gotisk katedral, hvor Kristus troner i midten på et højsæde. Små grupper af engle rundt omkring i bygningen har skriftbånd med forskellige lovprisninger. I nordkappen vises Treenigheden i en såkaldt nådesstolfremstilling, hvor Gud Herren sidder på en trone og foran sig holder sin korsfæstede søn, hvorover Helligånden i form af en due svæver. Uden om svæver engle med skriftbånd. I østkappen ses en dommedagsfremstilling, hvor Kristus troner på regnbuen med fødderne på jordkloden (som i apsis), men her er det senmiddelalderens billedsprog med fremhævelse af lidelserne, der dominerer. Naglegab og sår i siden er synlige, og blodet strømmer ud. Maria knæler i forbøn ved hans højre side og Johannes ved hans venstre og engle svæver foroven. Under ham står de nøgne døde op af gravene for at modtage dommen. Under Maria ledsages de frelste af en engel til Den himmelske Stad, hvor Skt. Peter med nøglen modtager dem. Under Johannes ses en gruppe sammenlænkede fortabte sjæle – med blandt andet pave, konge og bisp – som af en djævel med horn slæbes mod Helvedes flammende gab.

På væggene under hvælvkapperne ses sekvenser fra menneskets tidlige historie: Adams skabelse, Evas skabelse, ægteskabets indstiftelse, syndefaldet og uddrivelsen af Paradis.

Hele nordkapellets dekoration er i senmiddelalderens livlige, detaljefyldte og til tider makabre billedsprog, som nok har kunnet give de ikke-læsekyndige sognebørn noget at tænke over.

I korets hvælv er bevaret en eftermiddelalderlig dekoration med planteornamentik i smukke farver fra tiden omkring 1550.

Af kirkens inventar kan nævnes døbefonten af granit, som formentlig er samtidig med kirken, men ikke af en kvalitet, man ville vente i en kirke med dekorationer som apsismalerierne. En senmiddelalderlig fløjaltertavle (ca. 1500), er nu anbragt i nordkapellet, og korbuekrucifikset, som består af en senmiddelalderlig kristusfigur på et noget ældre korstræ, hænger nu vestligt i skibet. Prædikestolen med himmel er et fint træskærerarbejde fra Hans Holsts værksted i Køge fra 1624. På himmelen et rygskjold, der bærer Københavns Universitets våben. Kirken tilhørte universitetet fra 1492 til den overgik til selveje i 1934. Kirken rummer også en række epitafier* og gravsten af interesse.

Tidligere har både Sæbygård og Nørager (og måske Selchausdal) haft egne herskabspulpiturer* i kirken, Sæbygårds på nordmuren med egen indgang gennem en dør øst for nordkapellet med en trappe fra kirkegården, Nøragers over vestenden af kirkeskibet, også med egen indgang. Pulpiturerne er efterhånden fjernet i løbet af 1800-årene.

Kirkegården er indhegnet med hvidkalkede, overvejende middelalderlige mure af munke- og kampesten dækket af røde vingetegl. Mod nordvest har der stået en middelalderlig kirkelade, hvoraf nord- og vestmuren er bevaret i kirkegårdsmuren.

Kirkens beliggenhed kan skyldes, at det første Sæbygård lå lige i nærheden – måske mod nord ved højningen mellem den lille sø Bliden og selve Tissø. Siden blev gården flyttet længere mod øst, men kirken forblev ved søbredden.

Kirken er åben dagligt til solnedgang.