Månedens fugl

September: Fiskeørn – Pandion haliaetus 

Tekst: Jens Boesen – Foto: Per Huniche Jensen 

Fiskeørn - klik på billedet for forstørrelse

Omkring månedsskiftet august-september besøges Tissø, Flasken og andre søer og åbne vande i området næsten hvert år af fiskeørne på træk fra deres ynglepladser i Skandinavien til overvintring i Afrika syd for Sahara. Fra midten af august kommer først de ældre fugle og lidt ind i september er det ungfuglenes tur. Nordtrækket foregår i april, men i mindre antal fordi de ikke yngledygtige etårige fugle sparer energi ved at blive i Afrika. En del toårige fiskeørne der stadig ikke er yngledygtige, trækker nordpå, men standser undervejs, bl.a. i Danmark. Derfor kan man se disse unge fiskeørne i Danmark hele sommeren. 

Fiskeørnen kan ved første øjekast ligne en stor måge når den hvide underside ses nedefra, men den kendes hurtigt på den helt mørke overside, den mørke plet på undervingen lige ved knoen og den karakteristiske sorte røvermaske omkring øjnene i det ellers hvide hoved. Den er lidt større end en musvåge, men har meget længere og smallere vinger der knækker ved knoen så vingernes forkant har form som et fladtrykt M. 

Fiskeørnen er udbredt i alle verdensdele undtagen Antarktis og har også været en almindelig ynglefugl i Danmark. Som alle andre rovfugle blev den imidlertid forfulgt i 1800-tallet, og i 1916 ynglede fiskeørnen for sidste gang i Danmark. Til det bidrog også at de rationelt drevne danske skove var fattige på gamle, fladkronede træer som fiskeørnen kunne bygge rede i, og at udledningen af næringsstoffer til danske søer har gjort dem så uklare at fiskeørnen har haft vanskeligt ved at se de fisk den skulle fange i dem. 

Alle disse faktorer er imidlertid forbedret i de senere år. Rovfuglene er blevet fredet, mange søer er blevet klarere, og man er blevet mere opmærksom på at lade nogle gamle træer blive stående i vores skove. Og for at modvirke manglen på egnede redetræer har man sat redeplatforme op i nærheden af egnede søer – dog ikke Tissø. Derfor ser vi stadig flere fiskeørne i Danmark også om sommeren, og fra midten af 1990’erne har flere par gjort yngleforsøg i Danmark. Hidtil er der dog kun ét par der har ynglet fast i Vestjylland i snart mange år. 

Fiskeørnen adskiller sig fra andre rovfugle ved at være så specialiseret til at fange fisk. Derfor er den ikke nogen rigtig ørn, men danner sin helt egen familie. Især er dens fødder specialbygget med lange, spidse kløer og hud der er besat med mængder af små torne så den kan holde godt fast på de glatte fisk den fanger. 

Blandt andet ved sydenden af Tissø og i fugletårnet ved Flasken kan man her i begyndelsen af september få den store fugleoplevelse at se en fiskeørn på fiskefangst. Enten muser den højt oppe i luften eller den sidder hævet over vandoverfladen fx på en af bundgarnspælene i Tissø og spejder med sit skarpe blik efter fisk i vandet. Pludselig styrtdykker den. Lige inden den når vandoverfladen retter den kløerne ud foran sig og rammer så vandet med en mægtig maveplasker der sprøjter til alle sider. 

Er den heldig – men det er den ikke hver gang – kommer den lidt efter op med en fisk i fangerne, og det kan være store fisk med en længde på mere end 40 cm og en vægt på over 1 kg. Fisken holder den på langs af kroppen med hovedet forrest for at mindske luftmodstanden når den flyver hen for at nyde byttet på et egnet sted. Det kan være toppen af et højt træ, men ved Flasken kan det også være en af de store sten ved bredden ind mod fugletårnet. Med lidt held kan den på den måde nøjes med at jage ½ time om dagen for at fange de 1-3 fisk der udgør dens daglige kost. 

Når den har sat sit måltid til livs giver den sig gerne til at pleje sine fjer ved at smøre dem med et olieholdigt sekret som den udskiller fra en kirtel ved gumpen. Og så kan den ellers bruge resten af dagen til at slappe af. 

Hvidkliren er vores største klire – lidt større end rødben – det vil sige at den er en mellemstor vadefugl med lang hals, lange ben og et langt næb. Den er lysere end de andre klirer, men kun hvid på undersiden. Mest karakteristisk er dog det kraftige, let opadbøjede næb og de grågrønne ben. Den jævnt gråbrune ryg med lyse spidser på fjerene viser at fuglen på billedet er en ungfugl.  

Voksne hvidklirer i sommer¬dragt har uregelmæssige mørke eller sorte pletter på oversiden især ved skuldrene.Juli, august og september er højsæson for vadefugle der er på vej fra deres ynglepladser i nord til deres vinterkvarter i syd. Det gælder også hvidkliren der yngler i våde lysninger i de store nåleskove fra Skotland i vest over det nordlige Skandinavien og Sibirien til Japan i øst. De vestlige bestande tilbringer for langt de flestes vedkommende vinteren i Afrika, men nogle få bliver ved kysterne i det sydlige Europa. Østlige hvidklirer overvintrer i Sydasien og Australien.  

Hvidkliren er almindelig i Danmark både på forårstrækket fra slutningen af april til midt i maj og især på efterårstrækket der begynder allerede i slutningen af juni, men kulminerer sidst i juli og august. På efterårstrækket kommer først de voksne fugle, og fra begyndelsen af august kommer de unge fugle der stadig kan ses helt hen i oktober. De holder mest til på lavvandede områder med mudder og sandbund både ved kysterne og i søer og vådområder inde i landet. I Naturpark Åmosen er de således almindelige ved bredderne af Tissø og i Flasken, men der er gode chancer for at se dem ved alle vandhuller i hele Åmosen.  

Som mange andre vadefugle lever hvidkliren af smådyr som børsteorme, snegle og krebsdyr som den plukker op fra bunden. Den tager imidlertid også småfisk, fx hundestejler, som den kan fange ved at løbe hurtigt af sted med åbent næb nede under vandet.     

Juli: Mudderklire – Actitis Hypoleucos    

Tekst og foto: Jens Boesen    

Mudderklire. Klik på foto for forstørrelse.

Mudderkliren er en ret lille vadefugl – lidt mindre end en stær, men med lidt længere næb og ben selv om de også er ret korte for en vadefugl. Den er varmt brun på oversiden og hvid på undersiden. Det er et kendetegn for den at det hvide går op i en kile foran vingen. Også dens måde at bevæge sig på når den piler omkring på strandbredden på jagt efter insekter med konstant vippende hale og hoved er karakteristisk. Og når den jages op, er det endelig typisk for den at den flyver lavt hen over vandet med hurtige, korte vingeslag mens den kalder højt: „Hii-dii-dii, hii-dii-dii!”    

Noget helt særligt for mudderkliren er også at den kan dykke og bruge vingerne til at svømme med under vandet hvis den bliver overrasket af en rovfugl.    

Mudderkliren har nogenlunde samme størrelse som svaleklire og tinksmed og kan forveksles med dem, men ingen af dem har den den hvide kile foran vingerne, og begge har længere ben end mudderkliren. Svalekliren er desuden nærmest ensfarvet sort på oversiden, og i flugten minder den om en bysvale med sin hvide overgump. Tinksmeden har brun overside med grove lyse pletter.    

Mudderkliren yngler ikke i Danmark, men trækker gennem landet i store mængder mellem sit vinterkvarter i Vestafrika syd for Sahara og ynglepladserne i Norge, Sverige og Finland hvor den er en af de mest almindelige vadefugle. Den er desuden udbredt i stort set hele Europa og gennem Asien til Kamtjatka og Japan.    

Forårstrækket nordpå foregår i april-maj, men faktisk ses der langt flere på efterårstrækket. Som det er tilfældet hos mange vadefugle, tager hunnen sig kun af det allermest nødvendige i forhold til slægtens videreførsel, nemlig æglægningen. Derefter tager hun igen af sted sydpå og overlader resten til hannen. Derfor er det hunnerne der kommer først når tilbagetrækket begynder allerede i slutningen af juni . Lidt senere kommer hannerne og til sidst de unge fugle. Alt i alt varer trækket til slutningen af september, men kulminerer i slutningen af juli og begyndelsen af august. Selv om der trækker mange gennem Danmark i disse perioder ses den som regel kun alene eller et par stykker ad gangen.    

Færdes man mellem begyndelsen af april og slutningen af juni ved en af de store rørskove som Naturpark Åmosen er så rig på, kan man især om aftenen og om natten, men også om dagen pludselig høre en tuden som om nogen blæste i en flaske. Det er rørdrummen der „pauker”.     

Selv om rørdrummen jævnligt høres i rørskovene både ved Flasken, i Hallenslev Mose, ved sydenden af Tissø og i Lille Åmose, er den svær at få at se. Med sine mørke stiber og gulbrune farver er den godt camoufleret når den lister sig af sted inde mellem rørene eller klatrer rundt i dem. Hvis den føler sig truet stivner den med næbbet i vejret og brystet og halsen vendt mod truslen og falder da fuldstændig i et med rørene. På billedet ses det hvor meget den falder sammen med sine omgivelser selv om den her står frit fremme og gør sit bedste for at ligne en rørskov. Man kan dog også undertiden have held til at se den flyve lavt hen over rørskoven med den korte hals krummet på hejrevis og de store fødder hængende efter sig     

Rørdrummen er en mellemstor hejre – lidt mindre end en grågås. Den lever i det meste af Europa og Nordafrika og er udbredt i et bælte gennem Asien til Stillehavet, og der er nærtstående arter både i Afrika, Australien og Nord- og Sydamerika.     

I begyndelsen af 1970’erne var der kun 10-20 par i Danmark, og trods en stærk fremgang siden da er den stadig ret sjælden idet der nu anslås at være ca. 200-300 par i alt. I de fleste andre lande i Europa er den imidlertid gået tilbage, så den er med på EU’s liste over fugle der kræver særlig beskyttelse, det såkaldte bilag 1.     

Rørdrummens trækforhold er noget usikre. Nogle fugle trækker mod Sydvesteuropa og endda helt til Afrika ved den første nattefrost. Andre forsøger at blive så længe som muligt så man kan træffe rørdrummer ved åbne vandhuller selv i hårde isvintre. Det er et hårdt liv, men fordelen er at den rødrum der bliver, er først til at sikre sig et godt territorium når territorierne besættes i februar. Og et godt territorium med permanent høj vandstand virker i særlig grad tiltrækkende på hunnerne så en han der har sådan et, kan godt have flere mager.     

Reden er en stor bunke visne rør hvori hunnen lægger 5-6 æg i slutningen af marts. Efter knap en måned klækker æggene, og efter yderligere 4-5 uger forlader ungerne reden – længe inden de kan flyve.     

Rørdrummens føde består især af fisk, frøer, salamandre, igler og vandinsekter, men mus, småfugle og fugleunger kan også indgå i kosten.        

Maj: Dværgterne – Sterna albifrons

Tekst Jens Boesen

Dværgterne. Foto Per Huniche Jensen. Klik for foto i fuld format.

 I slutningen af april er vandet i Tissø sunket så meget at øerne i sydenden er dukket op over overfladen. De er utilgængelige for ræve, katte og rotter og derfor gode, sikre ynglepladser for strandfugle som fx de to ternearter fjordterne og dværgterne.                

 

Dværgternen er verdens mindste terne, og alene på størrelsen er den let at kende fra fjordternen. Men også det kraftige gule næb med sort spids og den lysende hvide pande er karakteristiske for dværgternen til forskel fra fjordternen der har rødt næb med sort spids og helt sort kalot. Endelig er også den svirrende, næsten svaleagtige flugt med hurtige dyk efter småfisk og krebsdyr i det lave vand tæt ved bredden typisk for dværgternen.                  

Som mange andre ternearter er dværgternen udbredt over store dele af verden. Den yngler således i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis med en nordgrænse der i Europa ligger lidt nord for Danmark. Til gengæld er bestandene overalt temmelig små. I Danmark anslås ynglebestanden til at være på 400-500 par hvoraf omkring halvdelen findes i kolonier i Vadehavet. Resten fordeler sig i småkolonier især ved kysterne spredt over hele Danmark. Det er således ret usædvanligt at finde en ynglekoloni inde i landet som ved Tissø.                  

Som flere andre ternearter bygger dværgternen sin rede på stranden ved at læggge sig på maven et nogenlunde blødt sted i sandet og dreje rundt så der opstår en fordybning. Denne fores med lidt tang, muslingeskaller, fjer og lignende, og så er reden klar. Det siger sig selv at sådanne reder er stærkt udsatte. Derfor foretrækker ternerne at slå sig ned på sandbanker ud for kysterne. Her er der imidlertid en stærk fare for at hårdt vejr og højvande i ynglesæsonen kan være katastrofalt for både unger og æg som det skete i Tissø i 2007 og 2009.                  

Den største trussel for dværgternen som for alle strandfugle er imidlertid den øgede strandturisme hvor antallet af badegæster kulminerer netop i fuglenes yngleperiode – ofte endda med løse hunde selvom hunde ifølge Naturbeskyttelseslovens § 22 skal holdes i snor på stranden i perioden fra 1. april til 30. september. Derfor er dværgternen optaget på rødlisten over truede arter og på EU’s fugledirektivs bilag 1 der forpligter medlemslandene til at udpege særlige beskyttelsesområder for „arter med ugunstig bevaringsstatus”. Dværgternekolonien er således en del af grundlaget for udpegning af Tissø og Lille Åmose som internationalt fugleområde (IBA).                  

En dværgterne har et temmelig langt liv – op til 23 år – så ret små kuld er tilstrækkeligt til at opretholde arten. Derfor lægges der kun 2-3 æg én gang om året i midten af maj. De klækker efter ca. 3 uger. Kort efter fører forældrene ungerne fra den udsatte strandbred til mere beskyttede steder med kort bevoksning, og i slutningen af juli er ungerne flyvefærdige.                  

Fra slutningen af juli til ind i august forlader dværgternerne igen Danmark for at tilbringe vinteren sammen med fjord- og splitterner ved Vestafrikas kyster.                  

April: Klyde – Recurvirostra avosetta                    

Tekst og foto: Jens Boesen                  

I forårsmånederne og den tidlige sommer er klyderne nogle af de mest karakteristiske fugle ved sydenden af Tissø med deres skinnende hvide dragt med helt sorte tegninger, lange, lyseblå ben og tynde, stærkt opadbøjede næb. De første ankommer fra deres vinterkvarter i Sydvesteuropa og Vestafrika omkring midten af marts og allerede i slutningen af juni forlader de igen Tissø.                   

Klyden er helt tydeligt en vadefugl der med sine lange ben og lange næb er bygget til at søge føde på lavt vand, men i modsætning til de fleste andre vadefugle har den svømmehud mellem tæerne og kan derfor også svømme. Og hvor de fleste andre vadefugle søger føde ved at stikke deres lange mere eller mindre lige næb ned i dyndet, fejer klyden med sit helt specielle næb fra side til side gennem de øverste dyndlag for at „skumme” dyndet for børsteorm. Derved kan en klyde sætte mere end 3000 børsteorm til livs om dagen.                    

Den danske klydebestand er den tredjestørste i Europa selv om Danmark ligger i den nordligste udkant af klydens udbredelsesområde. Der er ca. 5000 par klyder i Danmark og ca. 25000 par i Europa. Derfor har Danmark et særligt ansvar for arten.                    

Klyderne yngler i kolonier, og næsten halvdelen af Danmarks klyder er samlet i blot 7 store kolonier især ved den jyske vestkyst, men også på Saltholm er der en stor koloni. I alt er der knap 300 kolonier i Danmark hvoraf langt den største del ligger nær ved kysterne, gerne på småøer hvor rederne er beskyttet mod ræve, rotter, mink og andre æggerøvere. Tissøkolonien er således ret enestående ved at ligge ved en indsø inde i landet.                    

I Tissø yngler klyderne på de småøer som det daværende Vestsjællands Amt anlagde i sydenden af Tissø i 2002. Om foråret er vandet i Tissø meget højt og øerne skal helst oversvømmes tidligt på foråret for at hindre tilgroning, men i løbet af april skulle de gerne igen dukke op over vandoverfladen så klyder – og andre, fx fjord- og dværgterner – kan yngle sikkert der. I 2008 og 2009 steg vandet i Tissø imidlertid så meget i fuglenes ynglesæson at hele ynglen slog fejl. Heldigvis har Kalundborg Kommune nu forhøjet øerne, så man kan håbe på mere ynglesucces i 2010.                    

Klyden lægger sine 4 æg i slutningen af april eller begyndelsen af maj og ruger i 23-24 dage. Allerede ganske få dage efter at ungerne er klækket, forlader familien reden for at søge sig et territorium hvor ungerne kan opfødes. Kommer man ved sydenden af Tissø i begyndelsen af juni, kan man derfor være heldig at se et par klyder travlt optaget af at jage ikke bare artsfæller, men alle andre fugle væk fra deres territorium mens deres små, grå unger futter rundt og søger føde i nærheden.                    

Klyde. Foto Jens Boesen

I slutningen af juni forlader klyderne så Tissø (og alle andre ynglelokaliteter) for at søge sammen på store fælles fældepladser hvor de udskifter hele fjerdragten i løbet af juli, august og september. De største af disse fældepladser med tusindvis af klyder findes i Vadehavet, men også Alleshavebugten er en vigtig fældeplads hvor der hvert efterår samles i hundredevis af klyder før de igen drager sydpå.