Månedens fugl. December 2011: Dompap – Pyrrhula pyrrhula

Tekst: Jens Boesen. Foto: Per Huniche Jensen

dompap han

Læs hele artiklen her: December 2011 dompap

Månedens fugl. November 2011: Hvinand – Bucephala clangula

Tekst og foto: Jens Boesen

Hvinand, han

Læs hele artiklen her :Nov 2011 Hvinand m. fotos

Månedens fugle oktober 2011: Gæs – Anserinae

Tekst: Jens Boesen
Foto: Jens Boesen og Per Huniche Jensen (Canadagås)

Bramgæs

Læs hele artiklen her: Oktober 2011 gæs

Månedens fugl. Juni 2011: Dværgmåge – Hydrocoloeus minutus

Tekst: Jens Boesen. Fotos: Per Huniche Jensen og Jens Boesen

Læse hele artiklen her: Juni 2011 Dværgmåge

Månedens fugl. Maj 2011: Gul vipstjert – Motacilla flava

Tekst og foto Jens Boesen

Gul vipstjert Tissø Maj 2010

Læs hele artiklen her: Maj 2011 Gul vipstjert

April 2011: Grågås – Anser anser

Tekst og fotos af Jens Boesen

Grågæs ved Tissø 2011

Året rundt kan man se gæs ved Tissø. Om vinteren er det store flokke af forskellige nordlige arter som canadagæs, bramgæs, sædgæs, blisgæs og en del grågæs som holder vinter i Danmark. Om sommeren er der derimod kun grågæs som er den eneste gås der yngler fast i Danmark (bortset fra nogle spredte forvildede canadagæs og et stadigt voksende antal bramgæs der siden 1992 har ynglet på Saltholm).

Blandt gæssene er der to slægter: De grå gæs som i Danmark foruden grågåsen omfatter arterne blisgås, sædgås, kortnæbbet gås og den sjældne dværggås, er alle mere eller mindre gråbrune, mens rajgæssene eller de sorte gæs der i Danmark omfatter arterne canadagås, bramgås, knortegås og den sjældne rødhalsede gås, har klare sorte, hvide og grå farver. Alle de danske gåsearter kan træffes enten på vandet eller på marker og enge omkring Tissø og Åmosen.

Faktisk har man i de senere år også kunnet se en hvid gås med tre sorte tværstriber i nakken imellem grågæssene ved Tissø. Det er en indisk gås som er undsluppet fra fangenskab.

Læs hele artiklen her:April 2011 grågås

Marts: Gransanger – Phylloscopus collybita

Tekst og foto: Jens Boesen

Gransanger

Marts er efter kalenderen den første forårsmåned, og selvom isen ved månedens begyndelse stadig dækker søer og vandhuller, kan man faktisk se mange forårstegn i naturen og ikke mindst hos fuglene. Standfugle som musvitter, blåmejser, solsorter, grønirisker og mange flere synger nu deres forårssange. Også flagspætten markerer sit territorium, ikke med sang, men ved trommehvirvler på træstammer, og ænder, gæs og svaner søger sammen i par. Og fra midten af marts kan vi begynde at lytte efter den første sanger, gransangeren.

At kalde den for en sanger er måske at tage munden lovlig fuld. Chiffchaff hedder den på engelsk, og det synger den taktfast som en metronom i en næsten uendelig række: Tjif tjaf tjif tjaf tjif tjaf – ikke andet.

Læs hele artiklen.

Februar: Sangsvane – Cygnus cygnus

Tekst og fotos: Jens Boesen

Om vinteren fra sidst i oktober til begyndelsen af april kan man se store flokke af svaner, ofte sammen med gæs, på markerne omkring Tissø. Ser man lidt efter, kan man se at de ikke som knopsvaner har røde, men gule og sorte næb. Måske kan man endda høre deres gjaldende trompeteren. Det kunne den stumme knopsvane aldrig finde på. Disse her er sangsvaner på vinterbesøg fra deres yngleområder i Skandinavien, det nordlige Rusland og Sibirien. I de senere år har den spredt sig mod syd, og siden 2002 har der faktisk ynglet 2-3 par i Danmark hvert år. Desuden træffes der enkelte andre oversomrende sangsvaner forskellige steder i Danmark.

Læs hele artiklen her: Februar Sangsvane

Januar: Havørn – Haliaetus albicilla

Tekst: Jens Boesen – Foto: Per Huniche Jensen

Voksen havørn i Naturpark Åmosen

Tekst og foto: Jens Boesen

Vandstær

Vandstæren kan med hensyn til størrelse og farve minde om en stær, men den buttede form og korte hale minder mere om en gærdesmutte som da også er dens nærmeste slægtning. Dens fjerdragt er sortbrun, men det mest iøjenfaldende når man ser den i naturen, er den store hvide plet på brystet og struben.

Vandstæren er yngler almindeligt over det meste af Europa samt Centralasien og Kina. I Danmark har der i de senere år imidlertid kun ynglet et enkelt eller to par, nærmere bestemt i Grejs¬da¬len ved Vejle, men fra oktober til april er den mere almindelig som vintergæst fra især Skandinavien.

Vandstæren adskiller sig fra alle andre danske spurvefugle ved at leve af vandinsekter og andre små vanddyr som snegle, orm, tanglopper og undertiden småfisk. Den hovedføde er dog vårfluelarver. De er bløde og lækre, så derfor beskytter de sig ved at omgive sig med et hus fremstillet af blad- og sivstumper, sneglehuse, smågrene eller sand og grus som den klistrer sammen med et fint spind. Det er dog ikke sikrere end at vandstæren kan ryste larven ud af huset og sluge den hel når den finder en.

Sin føde fanger vandstæren i stærkt strømmende vand. Her bruger den ben og vinger til nærmest at flyve under vandet eller endda gå på bunden. Den dykker altid mod strømmen så den kan lade sig presse ned mod bunden af vandets tryk mod ryggen og vingerne. Ellers ville den flyde op som en prop. I Naturpark Åmosen er det derfor også der hvor åen har mest strøm på strækningen mellem Strids Mølle og Øresø Mølle eller i de lidt mindre vandløb i samme område, man om vinteren kan finde vandstæren, enten ved at man opdager det lysende hvide bryst ved bredden af åen, eller ved at man ser den sidde og vippe med den korte hale på en sten midt i strømmen. Herfra foretager den hyppige, men meget kortvarige dyk ud i det kolde vand efter føde.

Om dagen ser man som regel kun en enkelt vandstær på et sted da hver enkelt fugl indtager et fødesøgningsterritorium på 50-100 m af vandløbet som den forsvarer mod artsfæller. Selv om vandstærene lever temmelig ensomt om dagen, søger de om natten sammen på et fælles overnatningssted, fx under en bro, hvor de kan sidde nogenlunde sikkert og lunt. Flere vintre har vandstærene i området således haft overnatningssted under vejbroen ved Strids Mølle.

I efteråret 2010 blev Vestsjællands første vandstær set den 8. november i vandløbet umiddelbart øst for Gryde Mølle.

Tekst: Jens Boesen.
Foto: Per Huniche Jensen

Rød glente

En af de smukkeste og mest elegante fugle man kan se i Danmark, er uden tvivl den røde glente når den svæver af sted i glideflugt med de lange, smalle vinger vidt udstrakt og uden andre bevægelser end den udbredte hale der med små vip justerer svævet. Og i de seneste år er Åmosesystemet blevet et af de områder i landet hvor der er størst chance for at få den at se.

Den røde glente er en temmelig stor rovfugl, noget større end en musvåge, men virker med sine lange vinger og hale slankere end denne. Halen er i reglen tydeligere kløftet end det ses på billedet, og den er dermed glentens mest karakteristiske kendetegn.

Den røde glente var for ca. 150 år siden en talrig fugl i Danmark, men i takt med at man begyndte at udsætte fasaner til jagt omkring 1870, begyndte også en intensiv forfølgelse af vores hjemlige rovfugle. I begyndelsen af 1900-tallet uddøde glenten derfor som ynglefugl i Danmark sammen med andre rovfugle og ugler som fx havørn, vandrefalk og stor hornugle. I 1922 blev den røde glente imidlertid totalfredet, og fra 1970’erne er den igen indvandret fra Skåne til Sjælland og lidt senere fra Tyskland op igennem Østjylland.

Den røde glente foretrækker et åbent, kuperet landskab med spredte skove, træbevoksninger, græsarealer, søer og vandløb, altså netop et landskab som Åmosen. Egnen omkring Åmosen er da også i de senere år blevet et dansk kerneområde for den røde glente. Af Danmarks nu godt 100 ynglepar ynglede således 15-20 par i Åmosen og dens opland i 2010.

Den røde glente har sin rede i en grenkløft i et højt træ. Hvad enten et par i fællesskab selv har bygget deres rede, eller de har overtaget en gammel rede efter en anden større fugl, fx en musvåge eller en krage, pynter de gerne reden med pasticstumper, garn, papirstykker, græs og lignende, ja, de kan endda finde på at stjæle et stykke tøj, fx en sok, fra en tørresnor til pynt på reden. Ældre par har ofte flere reder som benyttes på skift. Her lægger hunnen 3-4 æg med tre døgns mellemrum og ruger derefter på dem i godt fem uger. Når æggene er klækket bliver ungerne endnu 6-7 uger i reden, og selv et stykke tid efter at de har forladt reden fodres de af forældrene.

Ud over ynglefuglene besøges Åmosen i de seneste år også af et stort antal vintertrækgæster fra Skandinavien. Om vinteren samles en egns glenter gerne i et eller en lille gruppe fælles overnatningstræer. Det var kendt fra Skåne, men først i vinteren 2008-2009 sås hver aften i skumringen en lille flok på 4-5 glenter sammen over en mark ved Sæbygård hvor de sandsynligvis havde et overnatningstræ. I den lange snevinter 2009-10 indtraf imidlertid sensationen da man for første gang i Danmark – i hvert fald i nyere tid – kunne opleve flokke på op til 55-60 røde glenter der i skumringen søgte hen til deres overnatningsplads først ved Kløveshøj ved Tissø og senere ved Rønnekilde ved Store Åmose. Noget kunne tyde på at det vil gentage sig igen i 2010-11 eftersom der allerede nu omkring 1. november er set flokke på op til 15 glenter i Åmosen.

I yngletiden tåler den røde glente ikke forstyrrelser af mennesker i nærheden af reden, men ellers er den i modsætning til mange andre rovfugle ikke særlig sky og færdes gerne ved menneskeboliger. Den lever fortrinsvis af ådsler, så tidligere var det almindeligt at den søgte efter føde i nærheden af slagterier og landbrug med møddinger hvor der kunne ligge selvdøde dyr, slagteriaffald osv.. Nu om dage skal den slags imidlertid destrueres. Til gengæld dræbes mange dyr og fugle i trafikken og fx ved høstarbejde i markerne, og disse dyr er nu en ikke uvæsentlig fødekilde for glenterne. Herudover kaster den sig gerne over hvad som helst fra mellemstore insekter som fx biller til mus, frøer, pindsvin og harekillinger eller med lidt held også en fugl. Selv dræber den dog som regel kun mindre dyr. Endelig går den heller ikke af vejen for at hugge et bytte fra en anden rovfugl eller i ny og næ at plyndre en fuglerede.

Den røde glente har en maksimal levealder på ca. 25 år, men man regner med at den gennemsnitlige levealder ikke er mere end 7 år.

Selv om antallet af røde glenter er i en god vækst i Danmark og Sverige, er den i tilbagegang i det øvrige Europa. Den er rødlistet som sårbar og optaget på EU’s fugledirektivs bilag 1 der er en fortegnelse over arter der kræver særlig beskyttelse. Den er derfor også en af årsagerne til at Åmosen og Tissø er udpeget som et vigtigt fuglebeskyttelsesområde (IBA). Endelig må det også nævnes at den røde glente er Holbæks „kommunalfugl” som Holbæk Kommune derfor har et særligt ansvar for at beskytte.

Tekst og foto. Jens Boesen

Allike

I Åmosen og Tissø-området kan man som i det meste af Danmark se store flokke af alliker hele året rundt, men netop i oktober og november bliver den danske bestand voldsomt forøget af fugle nord og øst fra. Især i skumringen ser man disse „alliketog” når de søger sammen til en fælles overnatningsplads sammen med op til flere tusinde andre alliker og ofte også sammen med krager og råger.

Alliken er den mindste af de sorte kragefugle. Den lysegrå nakke og hals er i skarp kontrast til det næsten sorte ansigt, men glider blidt over i kroppens og vingernes sortgrå nuancer. Det sorte næb er relativt mindre og ikke nær så groft som de andre kragefugles næb, og i det sorte ansigt er de helt lyseblå øjne meget markante.

Og har man bare én gang bidt mærke i dens karakteristiske kald, vil man altid vide når der er alliker i nærheden. „Kajak-kajak-kajak” lyder det, og det har givet den sit gamle danske navn Kaje eller bare Kaa som indgår i bynavnet Kalundborg der altså betyder „Borgen ved allikelunden”. Derfor er det også alliker der ses på Erik Heides skulptur ved indkørslen til Kalundborg fra Holbækvejen.

Ligesom de andre kragefugle yngler alliken gerne i kolonier hvis det kan lade sig gøre. Det kan imidlertid være vanskeligt fordi den i modsætning til de andre krager er hulruger og altså skal bruge en eller anden hulhed til sin redeplads, og sådan nogen bliver der stadig færre af. Gamle hullede træer fældes i skovene, de åbninger der har været i landbrugsbygninger, kirketårne osv. lukkes, og skorstene som allikerne tidligere i stor udstrækning ynglede i, spærres med riste. De tilbageblevne huller konkurrerer den oven i købet om med fx natugle og huldue. Til gengæld breder sortspætten sig både i Sønderjylland og på Sjælland – også i skovene omkring Åmosen – og den hugger nogle gode store huller der siden kan anvendes af både allike og huldue, og i Sejerøs skrænter overtager allikerne og hulduerne tejsternes udgravede redehuller.

Alliken fylder redehullet med masser af redemateriale, og ligesom husskaden kan den godt lide at udsmykke reden med blanke ting. Her lægger den én gang om året tidligt på foråret sine 4-6 æg.

Selvom alliken er en meget social fugl og året igennem lever i store flokke, er den monogam, det vil sige at et par der – som regel i 2 års-alderen – har slået sig sammen, forbliver sammen resten af deres liv, og i modsætning til så mange andre fugle forekommer „sidespring” så godt som aldrig hos alliken. Også når de færdes sammen med andre alliker i de store flokke, holder parrene sammen. Alliker bliver sædvanligvis ca. 8 år gamle, men kan i nogle tilfælde nå en levealder på op til 19 år

Alliken er næsten altædende, men søger gerne sin føde på åbne marker hvor den æder næsten alt hvad der kan krybe og kravle: orme, snegle, larver, biller, edderkopper, frøer og mus, men også gerne ådsler, fx trafikdræbte dyr langs vejene. Også planteføde af forskellig slags indgår i dens alsidige kost ligesom den heller ikke går af vejen for at plyndre en fuglerede for æg og unger. Endelig søger den gerne efter alt muligt spiseligt affald fra mennesker.

Alliken er en af de klogeste fugle som gerne knytter sig til mennesker. Tamme alliker var tidligere almindelige, men er nu forbudt. De kan lære at sige ord og at skelne antal op til syv.

Alliken har været genstand for mange studier inden for dyreadfærdsforskningen, ikke mindst af en af denne videnskabs fædre, østrigeren Konrad Lorenz. I sin bog „På talefod med dyrene” beskriver han hvordan hans alliker leger med vinden bare for sjov hvilket han betragter som udtryk for en høj intelligens. Senere har han skabt teorier om sociale relationer hos dyr (og mennesker) netop på grundlag af studier af hakkeordenen i en allikeflok. Øverst i denne hakkeorden står de ældre fugle, mens unge fugle må indtage mere beskedne pladser. En hun kan dog rykke op i graderne ved at danne par med en højere rangerende han.

Alliker er meget forsigtige fugle, så når de har opdaget en ny fødekilde, bliver unge, underlegne fugle sendt først hen til den for at gå i gang med at æde. Når de på den måde har vist at der ikke er nogen fare på færde, bliver de smidt væk af de ældre, dominerende alliker der således skaffer et sikkert måltid for sig selv. Til gengæld udsættes ungen alliker oftere end ældre for fare, fx for at blive ædt af rovdyr.

Som noget helt specielt praktiserer alliker aktiv fødedeling. Det er giveren der tager initiativet og tilbyder føden, og endda den bedste føde, til andre alliker ikke bare til en mage eller unger, men uden hensyn til køn, alder eller slægtskab. Det er usikkert hvad grunden til denne adfærd kan være, men da det især foregår blandt unge alliker i en periode efter at de har forladt reden, kan det opfattes som et led i deres inddragelse i fællesskabet i en allikeflok.

September: Fiskeørn – Pandion haliaetus

Tekst: Jens Boesen – Foto: Per Huniche Jensen

Fiskeørn - klik på billedet for forstørrelse

Omkring månedsskiftet august-september besøges Tissø, Flasken og andre søer og åbne vande i området næsten hvert år af fiskeørne på træk fra deres ynglepladser i Skandinavien til overvintring i Afrika syd for Sahara. Fra midten af august kommer først de ældre fugle og lidt ind i september er det ungfuglenes tur. Nordtrækket foregår i april, men i mindre antal fordi de ikke yngledygtige etårige fugle sparer energi ved at blive i Afrika. En del toårige fiskeørne der stadig ikke er yngledygtige, trækker nordpå, men standser undervejs, bl.a. i Danmark. Derfor kan man se disse unge fiskeørne i Danmark hele sommeren.

Fiskeørnen kan ved første øjekast ligne en stor måge når den hvide underside ses nedefra, men den kendes hurtigt på den helt mørke overside, den mørke plet på undervingen lige ved knoen og den karakteristiske sorte røvermaske omkring øjnene i det ellers hvide hoved. Den er lidt større end en musvåge, men har meget længere og smallere vinger der knækker ved knoen så vingernes forkant har form som et fladtrykt M.

Fiskeørnen er udbredt i alle verdensdele undtagen Antarktis og har også været en almindelig ynglefugl i Danmark. Som alle andre rovfugle blev den imidlertid forfulgt i 1800-tallet, og i 1916 ynglede fiskeørnen for sidste gang i Danmark. Til det bidrog også at de rationelt drevne danske skove var fattige på gamle, fladkronede træer som fiskeørnen kunne bygge rede i, og at udledningen af næringsstoffer til danske søer har gjort dem så uklare at fiskeørnen har haft vanskeligt ved at se de fisk den skulle fange i dem.

Alle disse faktorer er imidlertid forbedret i de senere år. Rovfuglene er blevet fredet, mange søer er blevet klarere, og man er blevet mere opmærksom på at lade nogle gamle træer blive stående i vores skove. Og for at modvirke manglen på egnede redetræer har man sat redeplatforme op i nærheden af egnede søer – dog ikke Tissø. Derfor ser vi stadig flere fiskeørne i Danmark også om sommeren, og fra midten af 1990’erne har flere par gjort yngleforsøg i Danmark. Hidtil er der dog kun ét par der har ynglet fast i Vestjylland i snart mange år.

Fiskeørnen adskiller sig fra andre rovfugle ved at være så specialiseret til at fange fisk. Derfor er den ikke nogen rigtig ørn, men danner sin helt egen familie. Især er dens fødder specialbygget med lange, spidse kløer og hud der er besat med mængder af små torne så den kan holde godt fast på de glatte fisk den fanger.

Blandt andet ved sydenden af Tissø og i fugletårnet ved Flasken kan man her i begyndelsen af september få den store fugleoplevelse at se en fiskeørn på fiskefangst. Enten muser den højt oppe i luften eller den sidder hævet over vandoverfladen fx på en af bundgarnspælene i Tissø og spejder med sit skarpe blik efter fisk i vandet. Pludselig styrtdykker den. Lige inden den når vandoverfladen retter den kløerne ud foran sig og rammer så vandet med en mægtig maveplasker der sprøjter til alle sider.

Er den heldig – men det er den ikke hver gang – kommer den lidt efter op med en fisk i fangerne, og det kan være store fisk med en længde på mere end 40 cm og en vægt på over 1 kg. Fisken holder den på langs af kroppen med hovedet forrest for at mindske luftmodstanden når den flyver hen for at nyde byttet på et egnet sted. Det kan være toppen af et højt træ, men ved Flasken kan det også være en af de store sten ved bredden ind mod fugletårnet. Med lidt held kan den på den måde nøjes med at jage ½ time om dagen for at fange de 1-3 fisk der udgør dens daglige kost.

Når den har sat sit måltid til livs giver den sig gerne til at pleje sine fjer ved at smøre dem med et olieholdigt sekret som den udskiller fra en kirtel ved gumpen. Og så kan den ellers bruge resten af dagen til at slappe af.

August: Hvidklire – Tringa nebularia

Hvidkliren er vores største klire – lidt større end rødben – det vil sige at den er en mellemstor vadefugl med lang hals, lange ben og et langt næb. Den er lysere end de andre klirer, men kun hvid på undersiden. Mest karakteristisk er dog det kraftige, let opadbøjede næb og de grågrønne ben. Den jævnt gråbrune ryg med lyse spidser på fjerene viser at fuglen på billedet er en ungfugl.

Voksne hvidklirer i sommer¬dragt har uregelmæssige mørke eller sorte pletter på oversiden især ved skuldrene.Juli, august og september er højsæson for vadefugle der er på vej fra deres ynglepladser i nord til deres vinterkvarter i syd. Det gælder også hvidkliren der yngler i våde lysninger i de store nåleskove fra Skotland i vest over det nordlige Skandinavien og Sibirien til Japan i øst. De vestlige bestande tilbringer for langt de flestes vedkommende vinteren i Afrika, men nogle få bliver ved kysterne i det sydlige Europa. Østlige hvidklirer overvintrer i Sydasien og Australien.

Hvidkliren er almindelig i Danmark både på forårstrækket fra slutningen af april til midt i maj og især på efterårstrækket der begynder allerede i slutningen af juni, men kulminerer sidst i juli og august. På efterårstrækket kommer først de voksne fugle, og fra begyndelsen af august kommer de unge fugle der stadig kan ses helt hen i oktober. De holder mest til på lavvandede områder med mudder og sandbund både ved kysterne og i søer og vådområder inde i landet. I Naturpark Åmosen er de således almindelige ved bredderne af Tissø og i Flasken, men der er gode chancer for at se dem ved alle vandhuller i hele Åmosen.

Som mange andre vadefugle lever hvidkliren af smådyr som børsteorme, snegle og krebsdyr som den plukker op fra bunden. Den tager imidlertid også småfisk, fx hundestejler, som den kan fange ved at løbe hurtigt af sted med åbent næb nede under vandet.

Juli: Mudderklire – Actitis Hypoleucos

Tekst og foto: Jens Boesen

Mudderklire. Klik på foto for forstørrelse.

Mudderklirens navn er kendt af de fleste danskere – „Muuudderklire”, siger de og griner fordi de ser Dirch Passer for sig som ornitolog. Knap så mange ved imidlertid at det faktisk er en lille vadefugl som kan ses ved søer og vandløb overalt i landet. Alle steder hvor der er lidt mudrede og stenede bredder ved Tissø og i Åmosen, fx ved sydenden af Tissø, neden for fugletårnet ved Fugledegård, ved Flasken og i Vejlen ved Reersø, kan man således komme til at se mudderklire i de perioder hvor den er i Danmark.

Mudderkliren er en ret lille vadefugl – lidt mindre end en stær, men med lidt længere næb og ben selv om de også er ret korte for en vadefugl. Den er varmt brun på oversiden og hvid på undersiden. Det er et kendetegn for den at det hvide går op i en kile foran vingen. Også dens måde at bevæge sig på når den piler omkring på strandbredden på jagt efter insekter med konstant vippende hale og hoved er karakteristisk. Og når den jages op, er det endelig typisk for den at den flyver lavt hen over vandet med hurtige, korte vingeslag mens den kalder højt: „Hii-dii-dii, hii-dii-dii!”

Noget helt særligt for mudderkliren er også at den kan dykke og bruge vingerne til at svømme med under vandet hvis den bliver overrasket af en rovfugl.

Mudderkliren har nogenlunde samme størrelse som svaleklire og tinksmed og kan forveksles med dem, men ingen af dem har den den hvide kile foran vingerne, og begge har længere ben end mudderkliren. Svalekliren er desuden nærmest ensfarvet sort på oversiden, og i flugten minder den om en bysvale med sin hvide overgump. Tinksmeden har brun overside med grove lyse pletter.

Mudderkliren yngler ikke i Danmark, men trækker gennem landet i store mængder mellem sit vinterkvarter i Vestafrika syd for Sahara og ynglepladserne i Norge, Sverige og Finland hvor den er en af de mest almindelige vadefugle. Den er desuden udbredt i stort set hele Europa og gennem Asien til Kamtjatka og Japan.

Forårstrækket nordpå foregår i april-maj, men faktisk ses der langt flere på efterårstrækket. Som det er tilfældet hos mange vadefugle, tager hunnen sig kun af det allermest nødvendige i forhold til slægtens videreførsel, nemlig æglægningen. Derefter tager hun igen af sted sydpå og overlader resten til hannen. Derfor er det hunnerne der kommer først når tilbagetrækket begynder allerede i slutningen af juni . Lidt senere kommer hannerne og til sidst de unge fugle. Alt i alt varer trækket til slutningen af september, men kulminerer i slutningen af juli og begyndelsen af august. Selv om der trækker mange gennem Danmark i disse perioder ses den som regel kun alene eller et par stykker ad gangen.

Tekst og foto af Jens Boesen

Færdes man mellem begyndelsen af april og slutningen af juni ved en af de store rørskove som Naturpark Åmosen er så rig på, kan man især om aftenen og om natten, men også om dagen pludselig høre en tuden som om nogen blæste i en flaske. Det er rørdrummen der „pauker”.

Selv om rørdrummen jævnligt høres i rørskovene både ved Flasken, i Hallenslev Mose, ved sydenden af Tissø og i Lille Åmose, er den svær at få at se. Med sine mørke stiber og gulbrune farver er den godt camoufleret når den lister sig af sted inde mellem rørene eller klatrer rundt i dem. Hvis den føler sig truet stivner den med næbbet i vejret og brystet og halsen vendt mod truslen og falder da fuldstændig i et med rørene. På billedet ses det hvor meget den falder sammen med sine omgivelser selv om den her står frit fremme og gør sit bedste for at ligne en rørskov. Man kan dog også undertiden have held til at se den flyve lavt hen over rørskoven med den korte hals krummet på hejrevis og de store fødder hængende efter sig

Rørdrummen er en mellemstor hejre – lidt mindre end en grågås. Den lever i det meste af Europa og Nordafrika og er udbredt i et bælte gennem Asien til Stillehavet, og der er nærtstående arter både i Afrika, Australien og Nord- og Sydamerika.

I begyndelsen af 1970’erne var der kun 10-20 par i Danmark, og trods en stærk fremgang siden da er den stadig ret sjælden idet der nu anslås at være ca. 200-300 par i alt. I de fleste andre lande i Europa er den imidlertid gået tilbage, så den er med på EU’s liste over fugle der kræver særlig beskyttelse, det såkaldte bilag 1.

Rørdrummens trækforhold er noget usikre. Nogle fugle trækker mod Sydvesteuropa og endda helt til Afrika ved den første nattefrost. Andre forsøger at blive så længe som muligt så man kan træffe rørdrummer ved åbne vandhuller selv i hårde isvintre. Det er et hårdt liv, men fordelen er at den rødrum der bliver, er først til at sikre sig et godt territorium når territorierne besættes i februar. Og et godt territorium med permanent høj vandstand virker i særlig grad tiltrækkende på hunnerne så en han der har sådan et, kan godt have flere mager.

Reden er en stor bunke visne rør hvori hunnen lægger 5-6 æg i slutningen af marts. Efter knap en måned klækker æggene, og efter yderligere 4-5 uger forlader ungerne reden – længe inden de kan flyve.

Rørdrummens føde består især af fisk, frøer, salamandre, igler og vandinsekter, men mus, småfugle og fugleunger kan også indgå i kosten. 

Maj: Dværgterne – Sterna albifrons

Tekst Jens Boesen

Dværgterne. Foto Per Huniche Jensen. Klik for foto i fuld format.

I slutningen af april er vandet i Tissø sunket så meget at øerne i sydenden er dukket op over overfladen. De er utilgængelige for ræve, katte og rotter og derfor gode, sikre ynglepladser for strandfugle som fx de to ternearter fjordterne og dværgterne.

Dværgternen er verdens mindste terne, og alene på størrelsen er den let at kende fra fjordternen. Men også det kraftige gule næb med sort spids og den lysende hvide pande er karakteristiske for dværgternen til forskel fra fjordternen der har rødt næb med sort spids og helt sort kalot. Endelig er også den svirrende, næsten svaleagtige flugt med hurtige dyk efter småfisk og krebsdyr i det lave vand tæt ved bredden typisk for dværgternen.

Som mange andre ternearter er dværgternen udbredt over store dele af verden. Den yngler således i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis med en nordgrænse der i Europa ligger lidt nord for Danmark. Til gengæld er bestandene overalt temmelig små. I Danmark anslås ynglebestanden til at være på 400-500 par hvoraf omkring halvdelen findes i kolonier i Vadehavet. Resten fordeler sig i småkolonier især ved kysterne spredt over hele Danmark. Det er således ret usædvanligt at finde en ynglekoloni inde i landet som ved Tissø.

Som flere andre ternearter bygger dværgternen sin rede på stranden ved at læggge sig på maven et nogenlunde blødt sted i sandet og dreje rundt så der opstår en fordybning. Denne fores med lidt tang, muslingeskaller, fjer og lignende, og så er reden klar. Det siger sig selv at sådanne reder er stærkt udsatte. Derfor foretrækker ternerne at slå sig ned på sandbanker ud for kysterne. Her er der imidlertid en stærk fare for at hårdt vejr og højvande i ynglesæsonen kan være katastrofalt for både unger og æg som det skete i Tissø i 2007 og 2009.

Den største trussel for dværgternen som for alle strandfugle er imidlertid den øgede strandturisme hvor antallet af badegæster kulminerer netop i fuglenes yngleperiode – ofte endda med løse hunde selvom hunde ifølge Naturbeskyttelseslovens § 22 skal holdes i snor på stranden i perioden fra 1. april til 30. september. Derfor er dværgternen optaget på rødlisten over truede arter og på EU’s fugledirektivs bilag 1 der forpligter medlemslandene til at udpege særlige beskyttelsesområder for „arter med ugunstig bevaringsstatus”. Dværgternekolonien er således en del af grundlaget for udpegning af Tissø og Lille Åmose som internationalt fugleområde (IBA).

En dværgterne har et temmelig langt liv – op til 23 år – så ret små kuld er tilstrækkeligt til at opretholde arten. Derfor lægges der kun 2-3 æg én gang om året i midten af maj. De klækker efter ca. 3 uger. Kort efter fører forældrene ungerne fra den udsatte strandbred til mere beskyttede steder med kort bevoksning, og i slutningen af juli er ungerne flyvefærdige.

Fra slutningen af juli til ind i august forlader dværgternerne igen Danmark for at tilbringe vinteren sammen med fjord- og splitterner ved Vestafrikas kyster.

April: Klyde – Recurvirostra avosetta

Tekst og foto: Jens Boesen

I forårsmånederne og den tidlige sommer er klyderne nogle af de mest karakteristiske fugle ved sydenden af Tissø med deres skinnende hvide dragt med helt sorte tegninger, lange, lyseblå ben og tynde, stærkt opadbøjede næb. De første ankommer fra deres vinterkvarter i Sydvesteuropa og Vestafrika omkring midten af marts og allerede i slutningen af juni forlader de igen Tissø.

Klyden er helt tydeligt en vadefugl der med sine lange ben og lange næb er bygget til at søge føde på lavt vand, men i modsætning til de fleste andre vadefugle har den svømmehud mellem tæerne og kan derfor også svømme. Og hvor de fleste andre vadefugle søger føde ved at stikke deres lange mere eller mindre lige næb ned i dyndet, fejer klyden med sit helt specielle næb fra side til side gennem de øverste dyndlag for at „skumme” dyndet for børsteorm. Derved kan en klyde sætte mere end 3000 børsteorm til livs om dagen.

Den danske klydebestand er den tredjestørste i Europa selv om Danmark ligger i den nordligste udkant af klydens udbredelsesområde. Der er ca. 5000 par klyder i Danmark og ca. 25000 par i Europa. Derfor har Danmark et særligt ansvar for arten.

Klyderne yngler i kolonier, og næsten halvdelen af Danmarks klyder er samlet i blot 7 store kolonier især ved den jyske vestkyst, men også på Saltholm er der en stor koloni. I alt er der knap 300 kolonier i Danmark hvoraf langt den største del ligger nær ved kysterne, gerne på småøer hvor rederne er beskyttet mod ræve, rotter, mink og andre æggerøvere. Tissøkolonien er således ret enestående ved at ligge ved en indsø inde i landet.

I Tissø yngler klyderne på de småøer som det daværende Vestsjællands Amt anlagde i sydenden af Tissø i 2002. Om foråret er vandet i Tissø meget højt og øerne skal helst oversvømmes tidligt på foråret for at hindre tilgroning, men i løbet af april skulle de gerne igen dukke op over vandoverfladen så klyder – og andre, fx fjord- og dværgterner – kan yngle sikkert der. I 2008 og 2009 steg vandet i Tissø imidlertid så meget i fuglenes ynglesæson at hele ynglen slog fejl. Heldigvis har Kalundborg Kommune nu forhøjet øerne, så man kan håbe på mere ynglesucces i 2010.

Klyden lægger sine 4 æg i slutningen af april eller begyndelsen af maj og ruger i 23-24 dage. Allerede ganske få dage efter at ungerne er klækket, forlader familien reden for at søge sig et territorium hvor ungerne kan opfødes. Kommer man ved sydenden af Tissø i begyndelsen af juni, kan man derfor være heldig at se et par klyder travlt optaget af at jage ikke bare artsfæller, men alle andre fugle væk fra deres territorium mens deres små, grå unger futter rundt og søger føde i nærheden.

Klyde. Foto Jens Boesen

I slutningen af juni forlader klyderne så Tissø (og alle andre ynglelokaliteter) for at søge sammen på store fælles fældepladser hvor de udskifter hele fjerdragten i løbet af juli, august og september. De største af disse fældepladser med tusindvis af klyder findes i Vadehavet, men også Alleshavebugten er en vigtig fældeplads hvor der hvert efterår samles i hundredevis af klyder før de igen drager sydpå.