Kalender
Vikingemarked
Støtteforening
Nyheder fra Naturpark Åmosen

Oplevelser & Lækkerier Naturpark Åmosen

Oplevelser & Lækkerier Naturpark Åmosen

 

Vil du malke en ko, klø en gris bag ørene eller rengøre en fisk?

Sjove sommeroplevelser står i kø for at blive opdaget og mulighederne er mange når vores lokale producenter i og omkring Naturpark Åmosen, slår dørene op og inviterer alle en tur på landet.

9 spændende og engagerede familier som driver forskellige former for landbrug, fiskeri og jagt, holder åben fra den 25.juni til den 12. august. På forskellige ugedage vil der være mulighed for at se, dufte og mærke livet på landet. Man kan ved selvsyn se og opleve en vaskeægte bonde, en fisker eller en jæger, få viden om hvor vores mad kommer fra og høre om hvordan det finder vej til vores madpakker og middagsborde.

Oplevelser & Lækkerier finder du i og omkring Naturpark Åmosen og du vil indenfor en radius af 15km fra Tissø finde samtlige besøgssteder.

  • ”Stenaldermad i Åmosen”, Askvad Skovgaard, en økologisk gård med oprindelige danske grise og køer
  • ”Kom og hjælp med at passe dyrene” Lykkebjerg Bondegårdsferie, en slægtsgård med alle typer dyr
  • ”Limousinekvæg, naturpleje i Åmosen” Skovdalskød, en limousine besætning på næsten 100 dyr
  • ”Malkebonde Søren Riis”, en klassiske malkebedrift med 170 sortbrogede køer
  • ”Vil du være landmand” Skelleris – den lille økogård, alle typer dyr og grøntsager
  • ”Det er vildt” Kattrup Gods, vestsjællandsk gods med et stort jagtvæsen på næsten 500 hektarer
  • ”Åmosegrisen” Åmosefriland, 160 fritgående søer med dertilhørende smågrise
  • ”Mød et vikingfår i vikingeland” Torupgaard, 20-25 nordisk spelsaufår afgræsning ved Tissø
  • ”Fiskeri på Tissø” Axel Karlshøj erhvervsfisker på Tissø

 Citat, Anita fra Skelleris: ”Oplevelser & Lækkerier er jordnære oplevelser i øjenhøjde og vi glæder os meget til at vise børn og voksne hvordan livet på landet med dyr og grønsager er. Hvad spiser en gris og hvor meget spiser den? Kan man gå ind til grisene og hønsene der hvor de bor uden at de bliver bange. Grøntsager dyrker vi også, så der vil være rig mulighed for at høre om hvad der vokser på markerne lige nu og fra urtehaven vil der være smagsoplevelser som sprudler af sprødhed og friskhed”. Vi ønsker at vise alle hvor sjovt og ikke mindste livsbekræftende det er at bo og være på landet.

Baggrund

Egnsunikke produkter og service i Naturpark Åmosen er et LAG projekt som arbejder med produktudvikling, branding og synlighed på tværs af de mange lokale iværksætter og entreprenører. Projektet er et meget konkret og praktisk forløb, hvor vi samarbejder og igangsætter forskellige aktiviteter, målet er at arbejde med Naturpark Åmosen som løftestang for udviklingen hos den enkle virksomhed og overordnet for hele området. Oplevelser og Lækkerier har karakter af at være ”gårdbesøg, mark- & skovbesøg og virksomhedsbesøg”. Ideen er at bringe unge og gamle, by- og landboer, forbrugere og producenter sammen. Spørgsmål og svar som skal gøre os klogere på den mad vi spiser, hvor den kommer fra og hvorfor den smager som den gør.  

Info:

  • Det koster: 50,- kr.  Børn under 12 år gratis
  • Tilmelding: Skal ske direkte til besøgsstedet