Kalender
Vikingemarked
Støtteforening
Nyheder fra Naturpark Åmosen

Tissø Vikingemarked aflyses i år

Tissø Vikingemarked aflyses i år

For stor usikkerhed: Vikingemarkedet i oktober 2020 bliver ikke til noget.

Et af Sjællands største markeder, Tissø Vikingemarked, bliver nu aflyst.

Markedet – det 11. i rækken af Tissø-markeder – skulle have fundet sted i weekenden den 3.-4. oktober.

– Vi er lige nu på det tidspunkt af året, hvor vi skal til at sætte alle sejl til for at forberede markedet, der involverer mange frivillige og kræver mange dispositioner med underholdning, madboder, invitation til vikinger m.v. Usikkerheden i forbindelse med coronakrisen er imidlertid så stor, at vi vurderer, det er mest fornuftigt helt at aflyse markedet, siger formanden for Tissø Vikingemarked, Flemming Engtoft Larsen.
Selv om der endnu er lang tid til oktober, så har vikingemarkedets bestyrelse vurderet, at regeringens forbud mod større forsamlinger – det gælder foreløbig til udgangen af august – kan blive forlænget, og at en stor offentlig begivenhed – hvis det til den tid er tilladt – ikke nødvendigvis vil samle så mange som ellers. Dertil kommer, at usikkerheden også kan betyde, at man må imødese, at situationen måske kunne holde en del frivillige fra at medvirke.

– Det er også nu, vi i givet fald skulle til at træffe beslutninger af væsentlig økonomisk karakter. Alt i alt er der så mange usikre elementer, at vi synes, en aflysning er det rigtigste, siger formanden.
I stedet sigtes efter at holde Tissø Vikingemarked den 2.-3. oktober 2021.

Små vikinge-events i år?
– Vi vil i øvrigt, hvis forsamlingsforbuddet for grupper med flere end 10 personer ophæves, overveje at invitere mindre vikingegrupper til Tissø i løbet af sommeren som små events. Om det kan lade sig gøre, beslutter vi, når der efter den 10. maj ventes at blive meldt ud.

Vikinge-årsmøde
Tissø Vikingemarkeds årsmøde – generalforsamlingen – skulle have været holdt, men har på grund af situationen nu to gange måttet aflyses.
– Hvornår den kan holdes, det er endnu uvist. Vi satser på at melde ud, så snart vi ved, om forsamlingsforbuddet ophæves eller udvides. Som udgangspunkt satser vi på, at den kommer til at finde sted udendørs, oplyser Flemming Engtoft Larsen.